Læserbrev

Ældre. Det ku’ være så godt …

Annonce

Debat: Fredag aften begyndte efterårsferien og en dejlig stemning spredte sig i sommerhuset. Glæden varede dog kun til jeg læste nyheden om, at alle partier i Lemvig byråd havde underskrevet budgetaftale. Et billede af seks glade gruppeformænd tonede også frem på skærmen. De var angiveligt meget hurtigt nået til enighed om en aftale. Et stykke nede i teksten fremgår det, at man “ lige” omlægger ni plejeboliger i Nørre Nissum til botilbud for handicappede. Men så kommer der til gengæld ni nye plejeboliger i Harboøre, så det er vel bare fint? NEJ, det er ikke fint! Hvad har man forestillet sig? Som pårørende til én af beboerne, har jeg det sidste års tid oplevet afd. Syd på Østerbo på meget nært hold. Aldrig har jeg oplevet så velfungerende en plejeafdeling (jeg har i mere end 25 år været ansat indenfor Sundhed og Omsorg i Århus Kommune, og har en del erfaring med området). Hvad er det så, der gør Østerbo så velfungerende? Jeg ser blandt andet følgende forklaringer: Østerbo er en lille afdeling, hvor alle kender hinanden. De fleste er lokale og kender hinanden fra tiden inden plejehjem. Rigtig meget af snakken omkring bordet handler netop om det, beboerne har fælles fra tidligere - fælles bekendte, naboer, lokale begivenheder og så videre. Der er utrolig mange berøringsflader på kryds og tværs. Mange blandt personalet har også lokal tilknytning, og kan på denne måde bidrage i snakken. Man må ikke undervurdere betydningen af bo i sit kendte område. En flytning er i forvejen et stort indgreb, når man er gammel og svækket på forskellige områder. Så er det godt, at noget er, som det plejer. Min mor får besøg af sine gamle naboer fra ældreboligerne lige ved siden af plejehjemmet. Vi kan også tage hende i kørestolen og besøge dem. Det er mit indtryk, at stort set alle beboerne har flere ugentlige besøg af pårørende, som er bosat i nærområdet. De pårørende bliver på denne måde en naturlig del af plejehjemmet og kan bidrage til den gode stemning og give en hånd med. En anden forklaring på at Østerbo er så velfungerende, ser jeg hos personalet. Jeg oplever et personale, som er drevet af arbejdsglæde og stolthed over deres afdeling. Normeringen er bestemt ikke at prale af, men de gæve kvinder formår at sprede glæde og god stemning, på trods af travlhed. Østerbo har en fast kerne af meget dygtige ansatte, som ligeledes kender hinanden godt, og for os som pårørende virker det trygt og rart. Ødelæg dog ikke alt dette. Jeg er helt bevidst om, at dette også kan forekomme andre steder, men jeg ved, at det ikke er en selvfølge. Jeg har i blandt andet arbejdssammenhæng pralet meget af Østerbo og dermed indirekte af Lemvig Kommune. Hvis den omtalte omlægning bliver en realitet, falder dette godt nok til jorden. Jeg håber virkelig, inderligt og af hele mit hjerte, at der må være tale om en hurtig beslutning - taget i eufori over udsigten til hurtig enighed om et budget. I modsat fald er der ni beboere, som kommer til at betale en meget høj pris og på sigt kommer lokalområdet i den grad til at mangle et tilbud til sine svageste borgere. God efterårsferie.

Arkivfoto: Tommy Kofoed/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.