Annonce
Erhverv

Analyse: Klimaplan skal løse bankernes tillidskrise

Nu vil bankerne også være grønne, men nationalbankdirektør Lars Rohde advarer mod at give kunstige rabatter til grønne kunder. Vindmøller er et eksempel på investeringer, der er begyndt at være profitable - udover at være klimavenlige. Arkivfoto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix)
Annonce

- Undskyld, sagde formanden for bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark, ved årsmødet for et år siden.

Michael Rasmussen, der også er topchef i Nykredit, undskyldte for banksektorens svigt med manglende hvidvaskkontrol og svindel med udbytteskat som de mest aktuelle sager.

Mandag var branchen samlet igen til årsmøde i Skuespilhuset i København. Den øverste ledelse fra stort set alle danske pengeinstitutter sad klar til en ny opsang fra deres formand.

Det er klart, at der i det seneste år er gjort en masse for at stramme op for hvidvask. Bankerne har ansat omkring 1400 flere medarbejdere, der alene beskæftiger sig med compliance - det engelske ord for at overholde gældende regler. Men bankernes image hos borgerne er stadig dårligt, og i mellemtiden har vi fået en socialdemokratisk regering, der ser ud til at ville straffe bankerne med hidsige særskatter.

Noget må der gøres. Så hvad griber de danske pengeinstitutter til?

Rigtigt gættet: Finanssektoren lancerer 20 anbefalinger til, hvordan den finansielle sektor kan sætte skub i den bæredygtige omstilling af samfundet.

Arbejdet er lagt i hænderne på et nystiftet Forum for Bæredygtig Finans, der anbefaler, at bankerne begynder at måle CO2-aftryk i deres udlån og investeringer. Det skal naturligt lede frem til, at både banker og realkreditinstitutter låner mere ud til bæredygtige ejendomme, transportformer og landbrug, som det hedder.

Det er jo ikke den enkelte bankfilial, der skal have solceller på taget. Finanssektoren vil bruge sine muskler til at finansiere de virksomheder, der har et grønt bud på fremtiden.

- Vi er en afgørende drivkraft i den grønne omstilling herhjemme, sagde Michael Rasmussen i sin tale i år.

Finans Danmarks direktør Ulrik Nødgaard kaldte endda klimainitiativet for en gamechanger. Spørgsmålet er, om den bæredygtige finans vil sætte en helt ny dagsorden for den grønne omstilling - eller om den skal sætte en ny dagsorden for danskernes opfattelse af bankerne.

Banker har jo alle dage været sat i verden for at understøtte sunde investeringer, der giver et stabilt afkast til bankernes ejere og udsætter dem for den mindst mulige risiko.

Derfor er det logisk, at bankerne skal være varsomme med at give lån til kulkraftværker, udvinding af råolie eller en fabrik, der vil investere kraftigt i en ny, CO2-belastende produktion. Bankerne skal ikke sige nej af hensyn til klimaet. De skal gøre det, fordi de løber en stor risiko ved at sende penge efter virksomheder, der har fremtiden bag sig.

Det er oplagt, at regeringen med sine ambitiøse klimamål vil straffe virksomheder, der lader som ingenting og fortsætter en massiv udledning af drivhusgasser. Det kræver omtanke at låne penge ud til dem.

Vestas har for længst meldt ud, at køberne af vindmøller ikke længere gør det udelukkende for at passe på klimaet. De gør det, fordi vindmøller lige nu ser ud til at være en rigtig profitabel forretning.

Nationalbankdirektør Lars Rohde var også på scenen på Finans Danmarks årsmøde. Han indledte i tråd med tidsånden med at tale om klimaforandringer. I Nationalbanken har man regnet på, hvordan stigende vandstand kan true værdien af danskernes huse og dermed koste bankerne og samfundet tab.

Men han løftede også en pegefinger over for bankerne og advarede om, at de ikke skal give kunstige rabatter til grønne løsninger. Iveren efter at fremstå klimabevidst må altså ikke friste en bank til at tildele lån til projekter, der ikke lever op til kravene fra godt gammeldags bankhåndværk.

Med andre ord er bankernes nye klimatiltag først og fremmest ord. Men det kan også være tiltrængt, når alle er mætte af at høre om hvidvask.

Det er ikke den enkelte bankfilial, der skal have solceller på taget. Finanssektoren vil bruge sine muskler til at finansiere virksomheder, der har et grønt bud på fremtiden.
Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?