Annonce
Sport

Anfører: Jeg holder alle muligheder åbne

Flere danske landsholdsspillere har på det seneste fundet sig en klub i udlandet. Stine Jørgensen kan måske blive den næste, men hun har endnu ikke besluttet sig for, hvad der skal ske efter denne sæson. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Stort set samtlige spillere i den danske landsholdstrup ved, hvor de skal tjene deres penge i den kommende sæson. Det gælder dog ikke for Stine Jørgensen.
Annonce

JAPAN - KUMAMOTO: Det viste med al ønskelig tydelighed, at Odense Håndbold mente det alvorligt, da klubben tilbage i efteråret 2016 kunne offentliggøre, at klubben havde lavet en treårig aftale med landsholdsanfører Stine Jørgensen.

- Jeg betragter Stine som Danmarks bedste spiller, sagde cheftræner Jan Pytlick ved den lejlighed.

Til sommer er der så gået tre år – og lige nu forholder 29-årige Stine Jørgensen sig udelukkende til, at hun har kontraktudløb.

- Ja, det er jo faktum. Så derefter ved jeg endnu ikke, hvad der skal ske. Og jeg tænker egentlig heller ikke så meget over det.

Den anden dag var der en historie, om at du sagtens kunne se dig selv skifte til en klub i udlandet. Hvad siger du til det?

- Jeg har ikke selv læst det, men jeg mener nu ikke, at jeg har sagt det på måde. Lige nu ved jeg bare, at jeg holder alle muligheder åbne, og mere er der egentlig ikke i det.

Nu har du været en stor profil i den hjemlige liga i mange år. Kunne du være fristet?

- Vi må se. Der er mange ting, som skal passe sammen, hvis det skal blive til noget. Jeg tager en beslutning, når vi er hjemme fra slutrunden.

Men lige nu er der altså VM, og så handler det om 100 procent fokus.

- Sådan er det bare, og jeg synes, det ser fornuftigt ud for os, siger hun.

Hun missede selv en stor mulighed i slutfasen i 26-26-dramaet mod Sydkorea, men anføreren bragede altså også nogle flotte mål ind fra distancen.

- Det er jeg glad for, at du har lagt mærke til, men selvfølgelig ville jeg rigtig gerne have scoret til sidst. Det er klart, men sådan går det desværre nogle gange. Nu må vi, om vi ikke kan få de to point mod tyskerne, understreger Stine Jørgensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?