Debat

Debat: Kvalitet i mad og arkitektur lindrer psykiske lidelser og skaber varig glæde

Annonce

Psykiatri: Jeg lever med en psykisk lidelse, og jeg har lige været indlagt på det nye psykiatriske hospital i Vejle. Jeg fik en helt igennem god behandling, men det er ikke det, der er mit budskab, for det er jo en selvfølge. Jeg skriver for at give arkitekten og kokken 5 stjerner ud af 5 mulige.

Bygningen er ganske enkelt smuk. Der er meget lys og udsigt til skøn natur. Til hver afdeling er der en ugeneret gårdhave med masser af blomster, og når man går hen til restauranten, får man et kig ind i gymnastiksalen, og man kommer forbi en lille kunstudstilling med værker lavet af patienter – iblandt er der rigtig kunst.

I takt med at jeg fik det bedre, fik jeg mere og mere oplevelsen af at være på et wellness-ophold på et fint hotel, for det var som at spise i en restaurant med stor frokostbuffet med flere lune retter, masser af pålæg og lækre salater, hummus og meget andet, som på en gang frydede øjet og ganen, og samtidig gav de rigtige næringsstoffer, som er så vigtige for balancen i hjernen.

Man kan hævde, at gymnastiksalen og maleriudstillingen ikke har den store betydning, men det er en misforståelse. Færre end halvdelen benytter gymnastiksalen, og det er de færreste, der stopper og betragter billederne, men selv om man blot går forbi, sker der noget i hjernen. Man tager hjem med en positiv erindring om motion og kreativitet.

Når man er ramt af svær psykisk lidelse, er det at lave ordentlig mad som at bestige et bjerg, og det fristende og ofte nødvendigt at ty til fastfood. Jeg er ret sikker på, at alle indlagte sætter pris på den gode mad, for i de 4 uger jeg var indlagt, så jeg ikke ” pizzabudet” levere alternative menuer.

Det er let at falde tilbage til den gamle kost, når man kommer hjem, men med sig har man på nethinden billeder af lækre ting. Jeg ser f.eks fortsat en farverig bulgursalat med fintsnittede grønsager og masser af granatæblekerner, som stråler og smiler til mig. Det tager 10 minutter at lave salaten, så det er hurtigere end at få leveret en pizza, og den er langt sundere, ikke blot for vægten men også og især for balancen i hjernen.

Kuvertprisen i Vejle er helt sikkert højere end på de andre hospitaler, jeg har været indlagt på. Men i det samlede budget er det en meget, meget god investering, for jeg ved, at oplevelsen for både øjet og ganen i restauranten har fremmet min helbredelse, og med mig hjem bærer jeg inspiration til enkel og sund mad.

Marianne Bitsch
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.