Annonce
Erhverv

Birn frygter dyr elforbindelse: Kan koste firmaet én million kroner årligt for dyrere strøm

Direktør for Valdemar Birns Jernstøberi, Jens Axel Birn, mener, at det er forkert, at prisen for det store elprojekt i Vestjylland havner hos private forbrugere og virksomheder. Arkivfoto: Morten Stricker.
Etableringen af de store elkabler fra Holstebro og ned til grænsen har skabt stor modstand hos naboerne. Direktør Jens Axel Birn er især modstander af, at regningen havner hos forbrugerne - og let kan koste firmaet én million kroner om året.
Annonce

Holstebro: En mindre justering af prisen på el får sjældent en hustands økonomi til at vælte.

Det kan fremkalde irritation eller glæde hos dem, der opdager det. Afhængig af hvilken vej prisen bevæger sig.

Hos Valdemar Birns Jernstøberi holder direktør Jens Axel Birn og den øvrige ledelse nøje øje med strømprisen, da det kræver store mængder el at smelte jern i de store varmeovne året rundt, og udgiften for el er 50 millioner kroner om året.

Blot en stigning på elprisen på én øre per kWh vil koste Birn én million kroner om året.

Derfor er Jens Axel Birn modstander af udsigten til øgede strømudgifter i forbindelse med etableringen af "Viking Line" til England og den 170 kilometer lange højspændingsnet ned gennem Vestjylland.

Det er Jyllands-Posten, der i en større artikelserie har konstateret, at regningen for Viking Line og højspændingsnettet ned gennem Jylland vil havne hos private og virksomheder. Gevinsten går til el-producenter som Ørsted, svenske Vattenfall og andre producenter, der ifølge en teknisk gennemgang til Folketingets energiforligskreds vil tjene omkring 9-10 milliarder kroner på forbindelsen - og gøre det til en "samfundsøkonomisk gevinst".

Jens Axel Birn finder det forkert, at prisen for projektet havner hos private og virksomheder. Han er på ingen måde modstander af grøn energi.

- Den kan blive rigtig træls og rigtig dyr, siger han til avisen.

- I dag har vi en konkurrencedygtig elpris i Danmark, og den synes jeg ikke, vi skal sætte over styr, bare for at producenterne kan komme til at tjene noget mere, siger han til Jyllands-Posten.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.