Annonce
Holstebro

Boligselskab: Trekanten skal være et sted, der er så spændende, at folk kommer udefra uden at have et ærinde

- Vi vil gerne binde området bedre sammen. I dag kører man ind til hver enkelt afdeling. Det kan være lidt svært at finde rundt, og det kan have en utryghed i sig. Så vi skal have lavet stier og pladser og mere lys, siger Anders Vestergaard, administrerende direktør for Nordvestbo. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Det boligsociale arbejde i Trekanten vil fortsætte med uformindsket styrke. Næste skridt bliver at få området til at hænge bedre sammen og fjerne den utryghed, der kan være i, at det er lidt svært at finde rundt.
Annonce

Holstebro: Det kom ikke som nogen stor overraskelse for NordvestsBos administrerende direktør Anders Vestergaard, at Trekanten ikke længere er at finde på Bolig- og Transportministeriets liste for udsatte boligområder.

- Jeg har fulgt udviklingen løbende - og den har været positiv på stort set alle parametre. Blandt andet antallet af dømte faldet rigtig meget, så der er meget lidt uro og kriminalitet, siger Anders Vestergaard.

Også det radikale byrådsmedlem Rasmus Gamst Beltofte, som har vikarieret i økonomiudvalget, er glad over nyheden, der letter presset på daginstitutionerne i Holstebro.

- Kravet om at højst 30 procent af børnene i Trekantens fire institutioner måtte bo i området ville vi have haft en udfordring med til den 1. januar, men som jeg ser det, så bortfalder det krav nu. Det taler jo også ind i, at Trekanten ses som en almindelig, integreret del af Holstebro - og ikke et sted med særlige krav og kæmpe problemer. Selvfølgelig er der stadig udfordringer, men vi er på rette vej, siger Rasmus Gamst Beltofte.

Byder noget for beboeres syn på sig selv

Også for de mennesker, der bor i Trekanten, er det af stor betydning at slippe af med stemplet som "udsat", vurderer Anja Klok, projektleder for den boligsociale helhedsplan, der udløber næste år, og som blandt andet har tilført området en social vicevært.

- Som menneske er det vigtigt at kunne være stolt over, hvor man kommer fra. Det påvirker den måde, man går ud og møder verden på. Hvis man allerede fra start føler sig dømt, fordi man kommer fra Somalia, og så derudover bor i et område, der minder om en ghetto, som folk udefra ikke har nogen viden om eller kender nogen fra, så kan det være op ad bakke, siger Anja Klok og tilføjer.

- Vi har også mange ressourcestærke, der bor i området. For dem har det også været et mærkeligt stempel at få på sig, for de føler sig ikke som udsat.

Såvel kommune og boligselskaber understreger, at arbejdet ikke stopper her. Der vil ikke blive ændret på den strategi for boligplacering, som kommunen har fulgt, blandt andet er syriske flygtninge ikke blevet bosat i Trekanten.

- Det er vigtigt, at vi beholder den gode proces og fortsætter vores boligsociale arbejde, siger Anders Vestergaard.

Næste skridt bliver en gennemgribende renovering af infrastrukturen. Boligselselskabet har fået 74 millioner kroner i støtte til projektet.

- Vi vil gerne binde området bedre sammen. I dag kører man ind til hver enkelt afdeling. Det kan være lidt svært at finde rundt, og det kan have en utryghed i sig. Så vi skal have lavet stier og pladser og mere lys, siger Anders Vestergaard, der regner med, at man kan være klar til fysisk at tage fat først i 2021.

- Det er også et område, der lukker sig lidt om sig selv, og hvor folk ikke kommer, medmindre de har et ærinde. Vi håber, at vi kan lave noget, der bliver så spændende, at folk fra andre steder af byen og skolerne herude vil bruge det, sige Anders Vestergaard, administrerende direktør for NordvestsBo.

Disse krav forsvinder

For at blive udråbt til et udsat område skal et boligområde med mindst 1000 indbyggere opfylde to ud af fire opstillede kriterier:

1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse skal overstige 40 procent - her ligger procenten for Trekantens vedkommende på 38,2.

2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet. Her må man ikke overstige 2,03 procent, og i Trekanten er procenten på 1,16.

3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent - dette krav overvinder Trekanten ikke, da der per 1. januar var 62,8 procent.

4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen. Her klarede Trekanten frisag med 61,6 procent.

Ved at Trekanten ikke længere figurerer på listen over belastede boligområder, slipper boligområdet, boligforeningerne og kommunen blandt andet af med følgende krav:

1. Kommunerne må ikke anvise boligsøgende til udsatte boligområder, hvis et medlem af husstanden i mindst et halvt år har modtaget integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, førtidspension, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge.

2. Lejere og medlemmer af husstanden, der begår kriminalitet i og omkring det boligområde, hvor de bor, skal hurtigere og mere effektivt kunne udsættes af deres bolig i området.

3. Der indføres krav om obligatorisk dagtilbud i minimum 30 timer om ugen for børn med bopæl i et udsat boligområde, fra barnet fylder et år, hvis barnet ikke allerede er optaget i et dagtilbud. Der må maksimalt nyoptages 30 procent børn fra udsatte boligområder i hver daginstitution.

4. Der skal indføres sprogprøve i 0. klasse på skoler, hvor mere end 30 procent af børnene er bosat i boligområder, der inden for de seneste tre år har været på listen over udsatte boligområder.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?