Annonce
Læserbrev

Budget. Besparelser gør helhedsplan til varm luft

Annonce

Debat: Kære folkevalgte

I disse dage forhandles budgettet for næste år. Forud - ganske kort forud - for budgetseminaret offentliggøres det, at der alene i 2020 skal spares 845.000 på den stort opslåede og højt priste Helhedsplan. En Helhedsplan, som fra begyndelsen har været fyldt med store visioner for de rammer, vores børn og unge skal vokse op i, men først meget sent i forløbet er blevet konkret på, hvor pengene skal findes. Og trods den lange ventetid, hvor man ellers kunne forvente, der også havde været tid til både mellem- og omregninger, ender man med en forkert beregning. Samlet for årene 2020-2023 har man regnet næsten 1,7 millioner kroner forkert, og har derfor indstillet til at spare henholdsvis 845.000 kroner, 571.000 kroner, 179.000 kroner og 79.000 kroner om året, angiveligt alt sammen ved at undlade at gennemføre den påtænkte og stærkt tiltrængte opnormering i dagtilbudene.

Man mistænker, at pressen først sent er informeret som et forsøg på at mildne opstandelsen. Ej heller et ekstraordinært FRU-møde er der blevet indkaldt til. Peter Vestergaard har ellers i et svar i anden sammenhæng til vores forældrebestyrelse for mindre end et halvt år siden udtrykt stor glæde over disse møder, "hvor vi kan drøfte de udfordringer, vi står i". Hvis en regnefejl, som betyder, at alle planer om øget normering i dagtilbuddene slettes med et pennestrøg, ikke er en udfordring, så ved vi ikke, hvad det er.

Ja, I har travlt. Ja, måske har I først lige regnet rigtigt. Og nej, der er ikke mange, som jubler af begejstring, når de indkaldes til et møde i ulvetimen med dags varsel. Men det kan på ingen måde retfærdiggøre, at man indstiller til at droppe planerne om at øge normeringen i én af de dårligst normerede kommuner i landet uden først at informere og inddrage forældrebestyrelserne. Det er useriøst at slå ud med armene og invitere "Gud og hvermand" til det ene arrangement efter det andet i jagten på den perfekte Helhedsplan, for derefter at nedjustere den uden at informere nogen som helst.

Igen og igen fremhæves det, at høj kvalitet i dagtilbuddene er noget af det vigtigste for et barns udvikling til en sund og levedygtig voksen. God normering kan ikke stå alene som virkemiddel til at opnå god kvalitet - men dårlig normering kan tage livet af selv intentionerne om kvalitet. At droppe at øge normeringen betyder, at kompetent pædagogisk personale fortsat skal "klare det mest presserende", "få puslespillet til at gå op", "få enderne til at mødes" og "slukke ildebrande" i stedet for at bruge deres kompetencer til at skabe høj kvalitet. Helhedsplanen bliver til varm luft, hvis den ene tredjedel - den første og vigtigste for resten af livet - bliver nedprioriteret.

Vi henstiller til, at man i budgetforhandlingerne for 2020 kigger én gang til på mulighederne for at finde 845.000 kroner et andet sted end på normeringer i dagtilbuddene. Måske et andet sted i Helhedsplanen, måske ved tilbagevenden til, at den enkelte institution selv fastsætter åbningstiderne, måske på den kommunale kistebund. At sætte al sin lid til regeringens løfte om minimumsnormeringer er ikke godt nok, vi har tidligere set regeringer med store løfter og små resultater.

Vi ved ikke, hvor pengene skal findes. Det har vi valgt jer til at vide. Vi håber, I kan leve op til den tillid, I bliver vist, og de store visioner, I med Helhedsplanen har lagt frem.

Børnene betaler prisen, når der sker besparelser. Høj kvalitet i dagtilbuddene er noget af det vigtigste for et barns udvikling. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

Tvis skal vokse ud mod motorvejen

Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.