Debat

Debat: Børnefamilier skal have frihed til at træffe valg

Jeg har tidligere her i avisen (11/8) skrevet om, hvordan vi på Christiansborg bør have som målsætning at give børnefamilierne bedre muligheder for frit at træffe de valg, der er de rigtige for dem, når det handler om opdragelse og pasning af deres børn.

Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i Dansk Folkeparti nu har fremsat et forslag om at udvide den eksisterende hjemmepasningsordning, så man kan få tilskud svarende til den højeste dagpengesats til, at enten far eller mor går hjemme de første fire år af barnets levetid. Det vil gøre det til en meget mere realistisk mulighed for mange familier, at en af forældrene går længere tid hjemme med barnet. Familiens økonomi skal jo også kunne hænge sammen.

Det vil naturligvis være et fuldstændig frit valg. Familierne er de bedste til at træffe de rigtige valg for netop dem. Det skal politikere eller ”eksperter” ikke bestemme. Med dette forslag giver vi bare endnu en valgmulighed. Jeg har selv været rigtig glad for at have haft mulighed for at gå hjemme med børnene, da de var små. Jeg er sikker på, at mange andre forældre også gerne vil have den mulighed.

Der har været både ris og ros til vores forslag. Radikale Sofie Carsten Nielsen er gået fuldstændig i selvsving og mener, at vi vil skrue tiden tilbage til 1919 og sende ”kvinderne hjem til kødgryderne”. Så meget for de Radikales tiltro til kvindernes og familiernes frit valg.

Til gengæld har der været stor ros til forslaget fra Danmarks småbørnsfamilieforening, Samfo. Formand Line Sofie Andersen kalder forslaget for enormt positivt og siger, at ”DF’s forslag er en god løsning, fordi de vil give forældre et reelt og frit valg mellem hjemmepasning og institutioner”.

Ikke overraskende synes jeg, at Samfo’s reaktion giver betydelig mere mening end Sofie Carsten Nielsens hysteri.

Vi foreslår i øvrigt, at ordningen kun skal gælde familier, der har været boet i Danmark i 20 år, samt familier, der ikke er omfattet af ghettopakkens krav om, at børn i udsatte boligområder skal i vuggestue i minimum 25 timer om ugen fra de er 1 år.

Annonce
Pia Kjærsgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.