Annonce
Debat

Debat: Forældreorlov skal både være mors og fars

Min fars orlovsrettigheder var lig med nul. Han var skaffedyret, der gik på arbejde og tjente pengene.

Annonce

Min mor, Elinor, fik sine tre børn i årene 1953-1965. Det var før milepæle som den fri abort og p-pillen. I min barndom hed det ikke ventetøj. I stedet hed det mere dystert ”omstændighedstøj”. Jeg husker, at min mor en enkelt gang i starten af 80’erne kikkede på mig og sagde: ”Bare du ikke kommer i ulykke”. Forstå mig ret. Min mor var en fantastisk mor. Sød og omsorgsfuld. Ligesom en mor skal være. Men min mor var også ung kvinde i en tid, hvor det at få et barn uden for ægteskab, kunne betyde mindre anseelse i samfundet, dårligere muligheder for uddannelse og ringere mulighed for et godt lønnet job. Så jeg forstår godt min mors bekymring. At blive gravid kunne være en svær omstændighed. Selv hvis man allerede havde et arbejde. For kvinders ret til og økonomiske mulighed for at holde barselsorlov var ekstrem ringe.

Så det er let at forstå, at min mor var bekymret for sine tre piger. Også selv om hun havde en kærlig mand - min far Kurt. Min fars orlovsrettigheder var lig med nul. Han var skaffedyret, der gik på arbejde og tjente pengene. Barselsorlov var ikke for mænd. Derfor betød det at få et barn for de fleste kvinder, at de måtte sætte uddannelse og karriere på pause og bide det økonomiske efterslæb, som barselsorloven skabte, i sig.

Selvom det nu er mange år siden og til trods for løbende forbedringer i lovgivningen, så er det i 2019 fortsat kvinden, der tager orloven og mændene der går på arbejde. Selv efter at det i 2002 blev muligt for forældrene at dele orloven. De tørre tal fortæller, at mænd i gennemsnit tager cirka 30 dages orlov og mødre cirka 300 dage.

Der er fortsat en bruttoløn forskel mellem mænd og kvinder på 14 procent. Det gab nærer sig selv. For når familien skal beslutte, hvem der skal tage orlov, er det oftest nemmest at pege på mor, for hun tjener mindst og familien skal på den måde undvære færre penge under orloven end, hvis det var Far, der tog den. Desværre betyder det, at kvindens løn, pensionsindbetaling og karriereudvikling fortsat sættes på standby. Akkurat som for 50 år siden.

Vi ved, at de samfund hvor mænd og kvinder er lige stillet med hensyn til rettigheder og løn, også er de samfund, der har den højeste velstand. Og vi ved, at begge forældre, ønsker tage del i omsorgen og opdragelsen. Alt peger i retning af, at det er en samfundsmæssig gevinst at dele forældreorloven mere ligeligt mellem mor og far. Det er formentlig årsagen til, at skiftende regeringer også har haft ønske om at forbedre rettigheder og muligheder for begge køn.

Det gælder også for den nye regering. Vi er klar til at gå skridtet videre. Vi vil justere reglerne for forældreorlov. Et nyt EU-direktiv hjælper os lidt på vej. Direktivet øremærker blandt andet to måneders orlov til faderen, der altså ikke kan overføres til den anden forælder. Det direktiv har vi i sinde at implementere. Men det er ikke nok.

I Danmark har forældre ret til 32 ugers barselsdagpengebetalt forældreorlov. Vi ønsker, at de 32 uger i udgangspunktet fordeles ligeligt mellem forældrene.Vi ønsker at udgangspunktet skal være, at hver forælder holder 16 ugers forældreorlov hver. Det betyder, at forældre selv skal gøre noget aktivt, hvis de ønsker en anden fordeling af forældreorloven, som der naturligvis skal være plads til, og som EU’s direktiv også giver plads til, da det kun øremærker to måneder.

Hvis vi ændrer reglerne sådan, at forældreorloven i udgangspunktet er delt lige mellem forældrene, er det et stærkt signal til blandt andet arbejdsgiverne om, at forældreorlov både er for mænd og kvinder. Det vil gøre det lettere for fædrene at stå fast på deres ret til at holde orlov. Dermed er det et vigtigt skridt i kampen for at bryde vanetænkningen om, at orloven naturligt er mors.

Inden for de næste tre år skal det nye EU direktiv implementeres. Og i Socialdemokratiet og i regeringen er vi allerede gået i dialog med arbejdsmarkedets parter om en model for, hvordan vi kan skabe bedre fordeling af forældreorloven i Danmark. Det er et vigtigt stykke arbejde, som jeg ser frem til at tage del i. I Danmark skal nutidens Elinor og Kurt have reelle lige muligheder for orlov. Det er nemlig godt for dem, for barnet, for arbejdspladsen, for ligestillingen og for samfundet.

Birgitte Vind
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.