Debat

Debat: Kvinder bør gå på juleferie den 12. november

Annonce

I Danmark har vi ikke ligeløn. Mænd og kvinder tjener ikke det samme. Nej, faktisk er der 14,6 procent forskel på den gennemsnitlige timeløn for mænd og for kvinder. Omregnede man den ulige løn mellem kvinder og mænd til antal arbejdsdage svarer det til at alle kvinder i Danmark kan gå på juleferie den 12. november i år – og først vende tilbage 1. januar igen.

Ofte hører jeg i debatten at det er en myte at mænd og kvinder ikke tjener det samme, men det er simpelthen faktuelt forkert. Lønforskellen på 14,6 procent stammer fra Danmarks Statistik standardberegning for timefortjeneste, som har den fordel at lønbegrebet ikke påvirkes af mænd eller kvinders fravær i forbindelse med barsel, sygdom ellers barns sygdom. Selv hvis man tager højde for mænd og kvinders forskellige valg af jobs findes der en betydelig ”uforklarlig” forskel i lønnen.

Der er flere ting, som bør gøres for at sikre, at vi i Danmark får lige løn for lige arbejde – og det kommer ikke af sig selv. Ny forskning kunne tidligere i år afsløre at åbne lønlister, hvor virksomheder er tvunget til at offentliggøre, hvor meget deres ansatte tjener har en effekt i forhold til at mindske forskellen i løngabet mellem mænd og kvinder. Forskningen viste desuden at de virksomheder, som reducerede løngabet også ansatte flere kvinder og at flere kvinder blev forfremmet.

Det var da et sted at starte.

Nanna Bonde
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.