Debat

Debat: Lad være med at sparke bagud – som Løkke og Sass

Alle, der har prøvet at forlade en arbejdsplads, ved, at det er en kunst at få sagt pænt farvel.

Lige meget om exit er selvvalgt eller tvungent, så gælder det om at have en klar strategi for selve afskedsøjeblikket. Vi taler altid om det vigtige førstehåndsindtryk, men i afskeden skriver du den historie om dig selv, som skal fortælles for eftertiden. Selv om det kan være fristende at få aflæsset den frustration, der har ført til farvellet, så overvej lige det her: Hvad kommer der ud af det?

Selv om du har lyst til at få det sidste ord, selv hvis du ved, du har ret og selv hvis du tror på, at du ved at fortælle et par sandheder kan ændre tingene til det bedre for dem, du lader tilbage, så bare…DON’T!

Sandsynligheden for, at det er dig, der kommer til at virke bitter, er stor. Selv hvis du har en legitim pointe, er det skidt at sparke bagud, og det gør dig til et grimmere menneske i andres øjne.

Den seneste uge har budt på et par bemærkelsesværdige afskedsseancer: Lars Løkke havde nøje tilrettelagt to sofa-interviews om sin afgang som Venstreformand. Alt var velovervejet, men han kunne ikke lade være. Med at sende nogle onde stik afsted mod Kristian Jensen. Fik antydet, at han havde udpeget ham som minister på trods af hans kvalifikationer, ikke på grund af dem. At han aldrig havde set Jensen som den næste formand. Undsagde, at der nogensinde skulle have eksisteret et formandskab.

Henrik Sass tog endelig konsekvensen af, at han ikke kan trives i parlamentarismens rammer. I sit eneste tv-interview brugte han taletiden på at klage over pressen. At man aldrig får lov til at forklare sin politik, men altid skal forsvare sig. Hetz kaldte han det.

De to profiler er begge kendt som politiske strateger. Men i deres svanesange valgte de den forkerte taktik. Nu husker vi dem som mindre, end de var.

Annonce
Rikke Dal Støttrup
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.