Debat

Debat: Regeringen har sat kursen mod bedre velfærd med økonomiaftale

Landets kommuner er i disse uger godt i gang med at lægge næste års budgetter. Det er nu, kommunalpolitikerne beslutter, hvor mange penge der skal være til eleverne i folkeskolerne, hvor ofte de ældre kan få gjort rent, og hvor meget støtte du kan få, hvis du har et handicap.

For første gang i lang tid har kommunerne fået penge til, at velfærden kan følge med flere ældre og flere børn. Og faktisk er der også råd til at bygge ovenpå, så vi som noget nyt kan begynde at investere i vores velfærd igen. Det er resultatet af den økonomiaftale, som regeringen og kommunerne indgik tidligere på måneden. Med aftalen har regeringen løftet velfærden i kommunerne med 2,2 milliarder kroner til næste år.

Hvis man læser de senere års aftaler igennem, vil man se, at et løft i den størrelsesorden bestemt ikke er hverdagskost. Modsat hvad tidligere finansminister Kristian Jensen ellers har påstået. Han påstod endda, at VLAK-regeringen i sidste års aftale afsatte flere penge til kommunerne.

Påstanden holdt bare ikke vand. Og efter at have gennemgået aftalerne var konklusionen fra Detektor klar: Jensen snød på velfærdsvægten. VLAK-regeringen var ikke engang i nærheden af det niveau, vi har aftalt. Faktisk afsatte de sidste år 500 millioner færre, end vi gjorde i den nye aftale. Det klinger derfor hult, når Venstre beskylder os for ikke at leve op til dét vi gik til valg på, nemlig at sætte velfærden først.

Én ting er, at vi leverer flere penge til kommunerne, så vi igen investerer i velfærden efter mange år, hvor der er skåret ned. Nedskæringer, som skyldes, at den tidligere regering har været mere optaget af at give skattelettelser.

Aftalen markerer også en helt ny tilgang til samarbejdet med kommunerne. Nu er fokus på velfærdsforbedringer, udvikling og langsigtede investeringer i mennesker. Det er netop grunden til, at jeg er så stolt af den første aftale, vi har lavet med kommunerne.

Aftalen løser ikke alle problemer. Der vil være kommuner, som kommer til at træffe svære beslutninger efter den her aftale. Mange års smalhals i kommunerne retter vi jo ikke lige op på med en enkelt aftale. Det er et langt sejt træk, hvor vi skridt for skridt investerer mere i velfærden.

At få rettet op på velfærden, er som at ændre kursen på en supertanker. Vi påstår ikke, at vi med den her aftale har vendt supertankeren 180 grader. Men vi har ændret kursen. Og selvom et lille kursskifte måske ikke kan mærkes så meget til næste år, så betyder det meget for, hvor supertankeren sejler hen. Med det socialdemokratiske kompas er kursen sat mod bedre velfærd og et mere retfærdigt samfund.

Annonce
Astrid Krag
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.