Debat

Debat: Skat på Facebook kan betale for digital ombudsmand

Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook.

Annonce

Ligesom andre private virksomheder er Facebook underlagt lovene i de lande, de opererer i. Det betyder, at de skal overholde de forskellige landes lovgivning.

Det betyder også, at de selvfølgelig nyder den beskyttelse, der følger af lovgivningen, for eksempel retten til at drive virksomhed og retten til ikke at blive diskrimineret til fordel for indenlandske virksomheder og så videre. I Danmark og en del andre lande udmærker lovgivningen sig ved at være vedtaget demokratisk. Desuden skaber lovgivningen nogle fælles spilleregler for de forskellige aktører, til gavn for konkurrencen.

Myndighederne må så sørge for, at lovgivningen efterleves. Pt. sker det ikke i forhold til Facebook. Anklagemyndigheden er først for nylig er begyndt at retsforfølge strafbare handlinger, der foregår på sociale medier og andre steder på nettet. Men Facebook inddrages aldrig. Sådan som jeg har forstået Umbrella-komplekset – de mange sager med ulovligt billedmateriale på nettet, herunder sex med mindreårige – var materialet tilgængeligt på Facebook i flere år. Efter straffeloven kunne Facebook være medansvarlig, men det er tilsyneladende ikke noget anklagemyndigheden har overvejet.

Facebook ser heller ikke ud til at overholde GDPR, EU’s persondataforordning fra 2018. Her er ret skrappe krav til behandling af personoplysninger, og Facebook ser ikke ud til overholde dem. Det gælder især kravene til samtykke. Facebooks ”terms” er temmelig uoverskuelige, og den accept, man skal afgive for overhovedet at komme på, lever ikke op til lovgivningens krav.

Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook.

Man kunne her forestille sig, at Facebook og andre sociale medier forpligtes til at slette strafbart indhold. Hvorvidt noget er strafbart, afgøres efter gældende lovgivning. For Danmarks vedkommende altså efter demokratisk vedtagne regler, der allerede har indregnet hensynet til ytringsfriheden. Dette vil selvfølgelig betyde, at det er lidt forskellige ting, der skal fjernes i forskellige lande. Lidt besværligt, ikke 100 procent effektivt, men klart ladsiggørligt. Og klart bedre end nu, hvor lovgivningen ikke følges, og vi er overladt til Facebooks noget skiftende og tilfældige standarder.

Man kunne endvidere forestille sig en kort frist til fjernelse af ulovligt indhold. Fristen kunne tælle enten fra upload eller fra det tidspunkt, hvor det sociale medie bliver opmærksom på ulovligheden. Og det er muligt, at man skulle sondre mellem meget grove ulovligheder som fx at vise mord, grov vold, børneporno, halshugninger med videre, der skulle fjernes med det samme, og andre mindre grove ulovligheder som for eksempel trusler, injurier, nøgenbilleder, der blot skulle fjernes efter 12 timer.

Hvem skulle så afgøre, om et billede på Facebook er ulovligt? Svaret må i første omgang være, at ligesom i alle andre tilfælde må vi selv overveje lovligheden af vores handlinger, ligesom andre naturligvis kan gøre os opmærksomme. Ved uklarhed eller uenighed har vi i en retsstat altid domstolene, men en retssag tager lang tid, og man kunne derfor forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med for eksempel Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden hurtigt og kvalificeret kunne tage stilling til, om lovgivningen er overtrådt.

Fordelene er ved en sådan ombudsmand er klare: Det kan gå hurtigt og i hvert fald hurtigere end ved en domstol. Vurderingen foretages af en uvildig instans og ikke bare af den ene part. Vurderingen foretages efter dansk, demokratisk vedtagen lovgivning regler og ikke efter Facebooks interne, uklare og vekslende standarder. Endelig kunne man forestille sig, at ordningen kunne finansieres ved en annonceskat på for eksempel en procent af annonceindtægterne genereret fra danske annoncører.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.