Læserbrev

Demokrati. For mange er passive tilskuere

Annonce

Debat: Man kan lidt drilsk sige, at de borgere der ikke er medlem af et politisk parti, har valgt at være ”passiv tilskuer” til vores demokrati. Da de jo kun bidrager med deres kryds, når der afholdes valg til EU-parlament, Folketinget, By- og Regionsråd. Jeg vil naturligvis opfordre flere til at bliver medlem af en af de mange politiske partier der findes i Danmark.

Den samme opfordring vil jeg sende til de lokalpolitikere der opstiller på upolitiske lister, fordi de ikke ønsker et partimedlemsskab.

”Demokrati” betyder, folkevælde, eller folkeligt selvstyre. Ordet ”demokratia” en græsk fra ca. 500-før vores tidsregning som betegnelse for en ny organisering af det ”politiske liv”.

I Danmark var det som bekendt kong Frederik 7., der i 1849 mere eller mindre frivillig, underskrev Danmarks første demokratiske grundlov. En lov der i starten kun sikrede ca. 15 % af befolkningen en begrænset stemmeret. Det var således kun ustraffede og selvforsørgende mænd over 30 år, der fra starten fik stemmeret til Folketinget. Idet kvinder, forbrydere, fjolser, fattige, fallenter og fremmede ikke havde stemmeret.

I 1908 tog Danmark endnu et skridt mod mere ligestilling, da kvinderne fik stemmeret og blev valgbare til kommunale råd. Men det var først ved grundlovsændringen i 1915, kvinder fik ret til at opstille og stemmeret til Rigsdagen.

En gang imellem glemmer vi at demokrati ikke er en naturlov, men udelukkende skyldes at danskerne ønsker et samfund, hvor vi drøfter, forhandler og træffer beslutninger.

Ved den første grundlovsvedtagelse, fandtes der ingen partier, men i de efterfølgende år begyndte folketingsmedlemmer, med de samme holdninger at danne klubber, hvor de diskuterede ideer og kommende beslutninger.

Det Konservative Folkeparti (tidl. Højre) og Venstre (tidl. Det forenede Venstre) opstod som sådanne klubber i Rigsdagen, sammenslutninger af folketings valgte mænd. I starten var disse klubber ikke særlig godt organiseret. Men disse klubber var grundlaget for egentlige politiske partier, der blev dannet fra omkring 1870. Først senere dannede man lokale afdelinger eller vælgerforeninger som de kaldes i dag.

Socialdemokratiet blev, i modsætning til Højre og Det forenede Venstre, i 1871 stiftet uden for Rigsdagen, og opbyggede fra starten en stærk partiorganisation.

Medlemstallet i de danske partier, toppede i 1960erne, med over en halv million medlemmer. Men siden er medlemstallet været faldende, til de ca. 150.000 medlemmer der i dag er medlem, af de politiske partier.

Ærgerlig, da partimedlemmer er fundamentet i vores demokrati. Desuden får partimedlemmer indsigt og indflydelse på den aktuelle politik, i By-, Regionsråd, Folketing og EU-parlament. Personlig har jeg altid følt det er et privilegie at være partimedlem, og være med til at kvalitet sikre det danske demokrati og støtte de valgte politikere. Jeg forstår derfor ikke, hvorfor der er borgere der ikke ønsker at være partimedlem og støtte det parti de sympatiser med.

Jeg vil opfordre flere til at blive medlem af en af de mange politiske partier, der findes i Danmark.

Knud Egon Poulsen opfordrer flere til at blive medlem af en af de mange politiske partier, der findes i Danmark. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.