Leder

Det er ikke rimeligt, at psykisk syge mennesker kan blive ved med at terrorisere deres omgivelser, uden politiet har mulighed for at sætte en stopper for det

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for

I lørdagsavisen stod en gruppe borgere i Bonnet frem med en offentlig bekymring over, at en psykisk syg mand skaber stor utryghed i den lille by med sin adfærd, hvor han ikke blot truer med vold, men også udsætter sine medborgere for ubehagelige oplevelser. Senest i sidste uge var der igen en voldsom episode, hvor manden smed med tunge jernspyd. Borgerne undrer sig over, at politiet sætter manden på fri fod igen, så han kan vende tilbage med nye trusler og voldshandlinger. Politiet kan kun sige, at det er Landsretten, der har løsladt manden, og så kan man ikke gøre mere. Manden kan blot vende hjem igen.

Det er så en ny sag i rækken af, hvor psykisk syge mennesker gør hverdagen til en ubehagelig oplevelse for andre. Vi skrev for nogle år siden her i bladet om en også psykisk syg mand, som hjemsøgte sit tidligere landbrug, hvor den familie, der nu boede der, levede i evig utryghed, fordi manden dukkede op i tide og utide. Ikke mindst børnene var skrækslagne, når der pludselig stod en mand og kiggede ind gennem vinduerne.

Også dengang kunne politiet ikke gøre andet end at komme gang på gang og fjerne manden. Der var ikke såkaldte "røde" papirer på manden, så han kunne tvangsindlægges, hvad man som menigmand jo kunne mene var den eneste rigtige løsning også for manden selv, der jo ikke kunne gøre for, han var psykisk syg. Men der skal meget til, før der tvangsindlægges, og man kan med rimelig stille det spørgsmål, hvem der skal være ofre i sådan en sag.

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for, og som vedkommende ikke selv kan stoppe eller ændre. Selvfølgelig kan vi ikke spærre alle, der ikke lige følger normal-kurven, inde, men der må også være et hensyn at tage over for ofrene i sådanne sager. Det er et vanskeligt spørgsmål, for hvor ligger grænsen? Politiet kan kun med lægernes indgriben stoppe det, og der må kunne laves en praksis, hvor almindelige borgere som nu disse i Bonnet ikke bliver ofre. I Bonnet tør man ikke en gang stå frem med navn, for hvad er så det næste, der sker?

Annonce
Lederfoto fra Lokalredaktør Lars Kamstrup.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.