Annonce
Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Solvejg og Helle Kristensen, Vedersø, beundrer de smukke dragter, der har været i brug på Det Kongelige Teater. Foto: Benny Gade
Juleudstilling åbnet på Nørre Vosborg, hvor Dronningens balletkostumer er årets særudstilling.
Annonce

Vemb: Både Solvejg og Helle Kristensen står i stuen og beundrer balletdragten. De kigger på et kostume, der har været anvendt på Det Kgl. Teater, der for nogle år siden satte balletten "Et folkesagn" op. Kostumerne fra balletten er årets særudstilling ved dette års julearrangement på Nørre Vosborg, men det særlige ved dragterne er, at de har et kongeligt islæt. Det er nemlig Dronning Margrethe, der har tegnet skitserne til dragterne, og derfor vækker de opsigt.

- Jeg er betaget af Dronning Margrethe og hendes kunstneriske evner. Og nu var der en mulighed for at se Dronningens dragter "live", siger Solvejg Kristensen, mens hun beundrer dragterne sammen med Helle Kristensen.

Det er ikke første gang, at parret er på Nørre Vosborg. De har faktisk mange gange taget turen fra Vedersø til Nørre Vosborg for at se stedet og dets skiftende udstillinger, koncerter eller andre tilbud, men denne gang er det julestemningen og dragterne, der trækker.

Flere andre har også fundet vej til Nørre Vosborg denne lørdag eftermiddag, hvor udstillingen er åben for første gang. Det er samtidigt en særlig mulighed for at møde herregårdens direktør Helle Sigh, der viser rundt i udstillingen sammen med glaskunstner Agnethe Maagaard. Udstillingen er nemlig også i glas, da Agnethe Maagaard har ladet sig inspirere af dragterne til at skabe glaskunst, der indgår i udstillingen. Et halvt hundrede mennesker følger med rundt i lokalet, mens Helle Sigh fortæller, hvordan dragterne er kommet til Nørre Vosborg, om balletmesteren August Bourneville samt ikke mindst fortæller eventyret, der ligger til grund for dragterne. Agnethe Maagaard supplerer ved at fortælle om tankerne bag glaskunsten på bordet, der er pyntet op til troldegilde, og om de figurer, der indgår i bord- og vinduesudsmykningen.

Dermed har julen ramt Nørre Vosborg, der ikke alene rummer udstillingen om dragterne. En rundtur på herregården bringer også gæsterne forbi julemandens værksted, keramik-shop, børneaktiviteter og krydrede lækkerier i form af julekager fra køkkenet.

Udstillingen og julen fejres på Nørre Vosborg frem til 15. december.

Så er der pyntet op til fest blandt troldene ved det store bord. Helle Sigh fortæller eventyret, der ligger til grund for bordet og balletten. Foto: Benny Gade
Dronningen har lavet skitserne til dragterne, og det trak mange besøgende til Nørre Vosborg. Foto: Benny Gade
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.