Annonce
Lemvig

En ægte socialdemokrat med tårnhøje personlige stemmetal er gået bort

Tidligere viceborgmester Knud Wiborg havde et lunt og gemytligt sind, og bag den stille overflade skjulte der sig en revyskuespiller, der kunne underholde et helt selskab. Arkivfoto
Knud Wiborg var en ægte socialdemokrat i alt, hvad han foretog sig og stod for, og han opnåede at blive viceborgmester i Lemvig Kommune efter tårnhøje personlige stemmetal.
Annonce

Til minde om: Knud Wiborg var det, man forstår ved en "ægte" socialdemokrat. Det var han som politiker, men allermest var han det også som privatperson. For ham var det helt afgørende at kære sig om de mennesker, der havde brug for det. Det gjorde han i sit arbejdsliv, og det gjorde han, når han holdt fri. Det var grundholdningen for ham i ét og alt, hvad han foretog sig.

Han kom også selv ud af små kår. Knud Wiborg var lemviger med hud og hår. Det var i Lemvig, han var født, og det var i Lemvig, han boede i hele sit 76-årige liv - undtagen tre måneder som indkaldt til Civilforsvaret. Han var født i Aagade som den yngste af to sønner. Hjemmet var fattigt, og både Knud og hans far var på samme tid ramt af tuberkulose. Faktisk lå Knud Wiborg i sengen, da han blev konfirmeret. Men han kom sig og var ikke præget af sygdommen resten af sit liv.

Omsorgen for mennesker gjorde, han gerne ville have været lærer. Men der var ikke økonomi til at tage en uddannelse uden løn. I stedet blev han ansat på Lemvig Kommune som elev, og her var socialforvaltningen det rette sted for ham at arbejde. Gennem de mange år, han var der, fik han et godt forhold til de mange, der søgte hjælp, og Knud Wiborg følte omsorg uanset hvilke "skæve" mennesketyper, der kom på kontoret. Han fik også mulighed for at lære fra sig, da han underviste i bistandsloven.

Bliver vi ved arbejdslivet, så blev han senere afdelingssekretær i HK Struer-Lemvig-Sydthy, og også i det arbejde kunne han servicere og hjælpe andre mennesker, der havde udfordringer. Det fik dog en brat ende, da han ufrivilligt måtte stoppe, da han blev afskediget efter en uoverensstemmelse i HK, som baggrunden ikke er klarlagt for. Han måtte skifte spor og startede på fiskeproduktionsvirksomheden Jeka Fisk på havnen i Lemvig. Naturligt nok blev han hurtigt tillidsmand her, men et par år efter dukkede et drømmejob op for ham, hvor han igen kunne tage omsorg for mennesker.

Han blev bedemand i Krabbes Begravelsesforretning, hvor han var, til han gik på pension som 70-årig. Et arbejde og en arbejdsgiver, han var meget tilfreds med.

- Han sagde altid, at hvis alle chefer var som Søren Krabbe, var der ikke behov for fagforeninger, husker hustruen Tove.

Knud Wiborg sluttede sit arbejdsliv som bedemand, hvor han kunne praktisere den menneskelige omsorg, han også havde ydet i socialforvaltningen i Lemvig Kommune, hos fagforeningen HK og som tillidsmand på Jeka Fisk. Arkivfoto: Johan Gadegaard

Viceborgmester

Så var der det politiske. Knud Wiborg var naturligvis medlem af Socialdemokratiet, som han var vokset op med. Han stillede op til byrådet første gang i 1981. Og hvilken debut. Han var den kandidat, der fik flest personlige stemmer af alle. Selv borgmester Jens Kr. Skovmose måtte se sig slået. Det viser den anerkendelse og popularitet, han havde opnået med sit sociale arbejdsliv. Han blev genvalgt en enkelt gang, inden han sagde stop. Her i bladet sagde han ved den lejlighed, at han ikke ville længere, fordi Venstre havde sat sig på det hele og ikke ville dele ud af ansvaret.

Han blev overtalt til at stille op igen i 2001, og igen med et tårnhøjt personligt stemmetal. Denne gang blev han viceborgmester, fordi indstillingen var blevet en anden i byrådet. Nu blev ansvarsfulde poster delt ud på flere partier, og Knud Wiborg var særdeles tilfreds med samarbejdet med den daværende borgmester Jørgen Nørby (V).

Og det var gensidigt.

- Jeg har kun positive ting at sige om Knud Wiborg. Vi havde et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde i de fem år, Knud var viceborgmester, siger Jørgen Nørby

- Vi kunne i fællesskab lægge en plan for Lemvig Kommunes udvikling med respekt for, at vi partipolitisk på nogle områder selvfølgelig havde forskelligt ståsted. Målet var altid at finde et kompromis til gavn for Lemvig Kommune, for kun med et samarbejdende byråd kunne vi gøre os håb om at blive hørt “på Borgen”. Knud var retfærdig og troværdig, og for ham var “et ord et ord”, og en indgået aftale efterfølgende ikke til diskussion.

- Utallige timer har vi kørt sammen til møder, så personligt kom vi også tæt på hinanden, så også den festlige, vidende og lune side kom frem. Knud var mand for et utal af historier, husker Jørgen Nørby.

Da der skulle ske en kommunesammenlægning, valgte Knud Wiborg ikke at genopstille til den nye Lemvig Kommune. Forinden havde han dog gjort, hvad han kunne, for at Lemvig ikke blev en del af Holstebro Kommune, og den mission lykkedes til fulde.

Underholdende

Tove og Knud Wiborg havde kendt hinanden i flere år, inden de blev kærester og siden ægtefolk. Aldersforskellen på ni år var stor, da de var yngre, men den forsvandt med alderen, så det blev de to, som fik 42 år sammen. De fik tre børn, hvor en søn i der bor i København, en datter i Bøvling og en datter i Lemvig.

Knud Wiborg var af natur en rolig mand, der ikke hidsede sig op og altid talte pænt om andre - også i politiske diskussioner. Bag det ydre skjulte der sig en skuespiller og en gemytlig selskabsmand, som kunne være i centrum for en fest med sit underholdende væsen. Som ung spillede han revy, og den evne havde han gennem hele livet, hvor han kunne karikere enhver, og han kunne underholde børnebørnene i timevis ved at optræde.

Han havde et lunt væsen, og han elskede gamle Lemvig-historier med humoren i centrum. Og naturligvis var mad, vin og godt selskab noget, der passede Knud Wiborg rigtig godt.

Han arbejdede, til han var 70 år. Som pensionist spillede han billard og nød at bruge sommerhuset på Gjellerodde. Han og Tove har rejst meget, og der var lagt op til, at de skulle rejse endnu mere, da hun for et års tid siden stoppede med at arbejde. Men den første rejse måtte afbestilles, da Knud Wiborg blev ramt af sygdom, der viste sig at være så alvorlig, at de ikke kom ud at rejse igen. Han blev svagere og svagere, og det blev enden på et aktivt liv, hvor han havde beriget mange mennesker med sit engagement og sociale livssyn.

Knud Wiborg døde den 29. oktober 2019.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?