Annonce
Kultur

En rablende historie om bedemænd med tilbøjeligheder

Maren Uthaugs "En lykkelig slutning" er en usædvanlig slægtsroman om en familie af bedemænd. Pr-foto: Thomas A.
Annonce

I tiden omkring 2017 gik Maren Uthaug ofte til begravelser. I løbet af et år var hun med til at begrave sin mor, sin far, sin stedfar, en god ven og kærestens bedsteforældre. Syv begravelser blev det til, og hun tog sig i at gå og nynne ”Altid frejdig når du går”.

De mange begravelser inspirerede hende til at skrive romanen ”En lykkelig slutning”, hvor vi i ubrudt linje følger syv generationer af bedemænd. Fra den skibbrudne Christian, der på en lille stillehavsø hjælper med at slå spædbørn ihjel, for at øen ikke skal blive overbefolket, til hans søn, der kommer hjem til Danmark og specialiserer sig i overtro og gengangere og grundlægger det bedemandsimperium, der slutter med Nicolas, som udvikler nekrofile lyster.

- Mens jeg zigzaggede fra den ene begravelse til den anden, blev jeg optaget af de ritualer, der er knyttet til. Vi gør det samme hele tiden. Jeg spurgte mig selv, hvorfor er kisten hvid? Hvorfor putter vi jord på? Hvorfor skal flaget på halv? Hvorfor gør vi alle de her ting nærmest pr. automatik? Jeg blev næsten irriteret og begyndte at læse om, hvordan ritualerne var opstået. Nogle er kristne, nogle er hedenske, og nogle handler om, at vi engang var bange for genfærd. Et stort sammensurium af ting, vi har skrabet til os, når vi skal begrave folk. Og jeg blev meget optaget af det, fortæller Maren Uthaug om afsættet til at skrive romanen.

3 om Uthaug og romanen

1. Blå bog: Maren Uthaug, samisk baggrund, født 1972 i Norge. Kom til Danmark som 10-årig.

Bor på Frederiksberg i København. Har tre døtre på 11, 14 og 17 år.

Debuterede som forfatter i 2013 med ”Og sådan blev det”. I 2017 udkom hun med ”Hvor der er fugle”, som modtog DR Romanprisen. Begge bøger blev anmeldt til fem stjerner i Fyens Stiftstidende.

Er også blogger og har en fast tegneseriestribe i Politiken.

2. Boguddrag – hovedpersonens tanker om sin seksuelle tilbøjelighed: "Det er acceptabelt at fjerne hornhinder, lever, hjerte, og hvad vi ellers kan genbruge. Vi skærer i kroppen fra maven og op og rir den til igen med ujævne sting, før den bliver brændt eller lagt i jorden. Men mennesker, der bare har lyst til at røre ved den døde, bryder loven. Jeg synes ikke, det giver mening. Er det ikke også sådan, at vi i vores kultur betragter den døde krop som et afsjælet legeme? Det er en tom skal, der engang har huset en sjæl. Det er jo blandt andet også derfor, vi ikke kvier os ved at brænde vores døde. De er der jo ikke mere, siger vi. Og så er det, jeg tænker, at hvis den døde bare er en tom skal, hvad er det så, mit begær forbryder sig mod?"

3. Magisk realisme: Litterær genre kendetegnet ved indføjning af myter og magi i en realistisk gengivet verden. Kendes blandt andet fra Isabel Allendes ”Åndernes Hus”, hvor en af hovedpersonerne har grønt hår og en anden taler med ånder. Maren Uhaugs roman har træk af magisk realisme. Blandt andet giver hun begrebet ”at se rødt” en ny fortolkning, da hendes slægt af bedemænd er kendetegnet ved, at de får en rød ring i øjnene, når de er i deres følelsers vold.

En fabulerende tour

”En lykkelig slutning”, som i disse dage høster flotte anmeldelser, er endt som en fabulerende tour gennem særligt den del af danmarkshistorien, som har haft dødelig udgang. Vi er med gennem de store epidemier med al den overtro, religion og de ritualer, vi har pakket døden ind i, og vi er med bedemændene hjemme i deres private liv med sorger og kærlighed.

De syv generationer af bedemænd er alle driftige og velfungerende forretningsmænd, der stifter familier og står op hver morgen og går på arbejde, men de har også hver deres særheder, evner og drifter.

Men ligefrem nekrofili – altså lysten til seksuel omgang med døde?

- Nu er det jo en slægtshistorie, og alle bedemændene har hver især et særligt og mere eller mindre heldigt forhold til døden. Det var oplagt også at tage det seksuelle med, for det er jo også et aspekt, siger Maren Uthaug og kalder det ”helt vildt svært” at sætte sig ind i netop den nekrofile lyst.

- Der findes utroligt lidt reel research på området. Som regel bliver nekrofile gjort til freaks og monstre. Jeg fandt kun én bog om emnet med ordentlig research. Det skyldes jo, at det er et område, som det er svært at undersøge. Det er forbudt, så ingen melder sig og fortæller, at de er nekrofile. Man skal så at sige gribe folk i akten, for offeret kan jo ikke melde overgrebet, konstaterer Maren Uthaug, der i øvrigt ikke har været synderligt interesseret i den makabre del, men mere i, hvad det gør ved et menneske at have en drift, som er forbudt og forkert.

- Min overordnede bagtanke med alt det her er det velkendte psykologiske fænomen, at man kan arve ubehandlede traumer fra generation til generation, og i den her familie har de et lidt for stort fokus på døden og de døde, og det får konsekvenser for Nicolas - og også hans to børn.

Eventyrlighed

Der er noget rablende, fabulerende og magisk over din roman, som gør, at den får mig til at tænke på latinamerikansk litteratur. Hvordan vil du selv beskrive din bog?

- Der var en boghandler, som ikke havde læst den, som spurgte mig, hvad det var for en slags roman, hvordan han skulle beskrive den for kunderne, og til ham sagde jeg, at han skulle forestille sig en nordisk Isabel Allende-fortælling (chilensk forfatter, red.) med tryk på nordisk. Den har noget eventyrlighed over sig, for der sker ting, man ikke helt kan forklare, men som bare er der. Jeg kan ikke sammenligne mig med Allende, men jeg har givet mig selv lov til ikke at skulle være så realistisk hele tiden, siger Maren Uthaug.

Hvordan har du det med døden?

- Jeg er glad for livet, men jeg har et nøgternt forhold til døden. Jeg tror ikke, at den er farlig eller gør ondt. Vejen derhen kan være ubehagelig, men når livet er slut, så slukker lyset bare. Det gode ved ikke at være troende er, at når jeg ikke tror på himlen, så behøver jeg heller ikke tro på helvede, og det er en stor befrielse. Så jeg har ikke så meget at være bange for. Samtidig er jeg afventende, for jeg ved jo ikke noget. Skulle Sankt Peter stå der alligevel, så giver jeg mig.

Maren Uthaug: ”En lykkelig slutning”, 384 sider, Lindhardt og Ringhof, er udkommet

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.