Debat

Er du feminist? Muligvis!

Annonce

Kun en ud af seks danskere kalder sig selv feminist. Dermed er Danmark et af de mindst feministiske lande i Europa, kunne den engelske avis The Guardian for nylig fortælle. Men hvad hvis vi nu udskifter ordet feminist med ligestillingsforkæmper?? Min påstand er, at så vil billedet se helt anderledes ud. Lad mig starte med at få ordene på plads. Feminisme er et samlet begreb for den bevægelse eller -isme, der kæmper for ligestilling mellem kønnene. Dvs. som feminist mener man, at ligestilling mellem kønnene er vigtigt. For det andet mener man ikke, at vi er i mål. Hverken herhjemme eller globalt.

Og hvorfor så ”femi-”, hvis det handler om både mænd og kvinder? Jo, det skyldes simpelthen, at historisk og globalt har den store kamp inden for feminismen været at kæmpe for og forsvare kvinders ret til egen krop, til egne meninger, til politiske indflydelse, til arbejde og uddannelse – for at kvinder kunne opnå ligestilling med mændene. Derfor ”femi”. Og derfor hedder vi også - med en 120 år gammel historie - stadig Kvinderådet. Men endemålet er altså ikke kvinders overtagelse af verden. Hverken for os i Kvinderådet – eller for feminismen. Det er ligestilling mellem kønnene.

Når det er sagt, så er vi feminister utroligt forskellige. Vi kan nemlig have vidt forskellige bud på, hvordan vi bedst opnår ligestilling i samfundet. I Kvinderådet kender vi - i vores brede medlemsskare - både røde, blå og grønne feminister. Også for den sags skyld feminister, der ikke vil puttes i sådanne kasser og ja, ligestillingsforkæmpere, der ikke bruger det udskældte F-ord om sig selv. For nogle fylder fordelingspolitikken rigtig meget; Altså ønsket om et mere socialt retfærdigt samfund, hvor ressourcer og indflydelse er mere ligeligt fordelt. Også på køn. For andre er det frihedsprojektet i feminismen, der er det mest interessante; Altså ønsket om at sætte mennesker og talent fri af snævre kønsroller, traditionelle forestillinger og forventninger, af vold og undertrykkelse og begrænsende social kontrol.

For mange er begge dele på spil. Og det kan måske være lidt forvirrende på en politisk højre-venstre skala: At fordelingspolitiske spørgsmål blander sig med diskussioner om den enkeltes retssikkerhed og friheden for den enkelte til at være den, man er. Begge dele er imidlertid vigtige spørgsmål inden for forskellige dele af feminismen. Men bare for lige at slå min pointe fast: Feminister er forskellige. Og man kan sagtens kalde sig feminist – om man er venstreorienteret, socialdemokrat, socialliberal eller liberal.

Alt for ofte skæres feminister dog over en kam. En kritik, vi ofte må lægge ører til, handler fx om, at vi – feminister – kun går op i ”identitetspolitik”. Man kan få det indtryk, at feminister hverken beskæftiger sig med de ”væsentlige” eller de ”rigtige” dagsordner i samfundet. Jeg faldt selv over et eksempel fra 1. maj i Kristelig Dagblad, hvor forfatteren Lars Olsen stiller det retoriske spørgsmål i anledning af kampdagen “Handler det om at få bedre pensionsvilkår, eller er det vigtigere at diskutere sexchikane af skuespillere?”

For de feminister, jeg kender på venstrefløjen, er dét spørgsmål noget af en hån. Deres feminisme handler primært om benhård fordelingspolitik – om et ordentligt velfærdssamfund, om lighed, om ligeløn og om retten til et arbejde, man både kan leve af og holde til. Uanset køn og etnicitet. Så nej, de kærer sig ikke mere om skuespillere i Hollywood, end den nedslidte social- og sundhedsassistent.

Feminisme findes ikke kun på venstrefløjen. Frihedsprojektet i feminismen kan en del liberale faktisk godt se sig selv i. Fordi det handler om at sætte mennesker fri – af undertrykkelse, social kontrol og af bestemte forventninger til, hvordan man opfører sig. Nogle mener faktisk at kunne spore feminisme tilbage til en af liberalismens vigtige tænkere, John Stuart Mill. Han tog stærk afstand fra al snak om kvinders natur, som argument for at kvinden ikke skulle opnå samme frihed og rettigheder som manden.

I dag er vi kommet langt både med rettigheder og frihed for alle. Alligevel er kønnene begrænset på forskellig vis – på arbejdsmarkedet, i det politiske liv og i vores sociale liv. #MeToo har f.eks. sat fokus på den udbredte sexisme og chikane, som kvinder udsættes for, ikke mindst på arbejdspladsen. Vi har set, hvordan seksuelle krænkelser i ungdomspartier, har fået flere kvinder til at forlade politik. Og endelig ser vi i den aktuelle debat om voldtægt, hvor svært det er at opnå retfærdighed som offer. I alle de debatter har flere liberale og borgerlige feminister været meget markante.

De seneste (blå!) ligestillingsministre har også blæst til kamp mod negativ social kontrol. De reagerer på, at piger og drenge - særligt i strikse religiøse miljøer - bliver opdraget væsensforskelligt: Drenge må langt flere ting, end piger må. Og piger og kvinder sanktioneres hårdt, hvis de ikke lever op til de særlige normer, der hersker for kun dem. Det er så langt fra ligestilling, som noget kan være. Desværre kan det fænomen ikke kun begrænses til bestemte minoritetsmiljøer. Ønsket om at ville kontrollere kvinders kroppe og seksualitet findes i forskellige grader de fleste steder i verden. Abortspørgsmålet er et meget aktuelt eksempel, hvor vi ser flere tilbageslag i den vestlige verden fx styrer flere amerikanske stater, senest Alabama, mod et forbud.

Der er altså både ude og hjemme, både blandt minoriteter og i mainstream-kultur, at der findes vigtige ligestillingskampe. Kampe, der både kan handle om en anden fordeling af magt og ressourcer. Men også kampe for kønnenes frihed, retssikkerhed og retten til at være dem, de er. Måske kan du se dig selv i nogle af dem? I så fald: Velkommen i kampen, feminist!

Lise Johansen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.