Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Hvem kan finde rundt i rodebutikken TDC?

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce

Det er snart 20 år siden, at Tele Danmark skiftede navn til TDC. Det kom bag på mange. Ikke mindst hos Thy Data Center, der ejede internetdomænet Tdc.dk og siden tjente en pæn sum på at sælge navnet til Danmarks store telefonselskab.

TDC har levet en omtumlet tilværelse. Virksomheden har både været ejet af et amerikansk teleselskab, af kapitalfonde og været børsnoteret. Sidste år blev TDC overtaget af de tre danske pensionskasser PKA, PFA og ATP samt den australske kapitalfond Macquarie.

Undervejs er TDC - og hele telemarkedet - blevet en ekstremt kompleks størrelse, som det er svært at finde rundt i. Ikke desto mindre er TDC stadig danskernes foretrukne leverandør af alt fra mobiltelefoni til tv-pakker, internetforbindelser og gammeldags fastnettelefoni, så virksomheden er absolut værd at beskæftige sig med.

For at skabe en smule overblik har TDC sat gang i en gigantisk opsplitning af selskabet og dets 7000 ansatte. Den langstrakte proces er foreløbig endt med skabelsen af to nye virksomheder: Den ene hedder Nuuday og indeholder alle TDC’s velkendte varemærker som Yousee, Telmore og TDC Erhverv.

Den anden hedder TDC Netco og skal drive og udvikle TDC’s infrastruktur. Det er en langhåret opgave, der både handler om at opgradere mobilnettet til det langt hurtigere 5G og investere milliarder i et hurtigt fibernet rundt i Danmark.

Den slags lykkes ikke uden benspænd, men TDC har været ekstra hårdt ramt. På et kritisk tidspunkt i hele denne transformation sagde TDC’s øverste topchef, skotske Allison Kirkby, pludselig op i oktober. Hun havde blot siddet på posten i 11 måneder og var dermed langtfra i mål med den opgave, hun havde påtaget sig. Men tilbuddet om et topchefjob hos konkurrenten Telia i Sverige var for fristende.

Nu må TDC leve med en overgangsfigur på toppen - den britiske it-veteran Mike Parton - indtil det lykkes at finde en ny topchef, der tør at bide skeer med de monumentale udfordringer i milliardkoncernen.

Og ikke nok med det. Så sent som i denne uge meddelte direktøren for det vigtige Nuuday-selskab, hollandske Jaap Postma, sin afgang. Han vil gerne flytte hjem til sin familie i Holland.

Hans afløser blev hurtigt fundet internt, og det var ugens positive nyhed. Nuuday-direktøren har nemlig ansvaret for de omstridte forretningsområder Yousee og Fullrate, som i disse tider bringer sindene i kog i tusindvis af danske hjem.

Yousee og Fullrate leverer nemlig tv-pakker til 1,2 million danskere, men befinder sig midt i et slagsmål med tv-selskabet Discovery Networks, der bl.a. ejer Kanal 5, 6’eren og Eurosport. Rutinemæssige forhandlinger er pludselig gået i hårdknude, og sagen kulminerede, da det stod klart, at Yousee- og Fullrate-kunder fra nytår ikke længere har adgang til Discovery-kanalerne, der blandt andet er stærke på de store sportsbegivenheder.

Kernen i problemet er, at danskerne i stigende grad skærer ned på - eller helt opsiger - deres tv-pakker. 60.000 danskere har opsagt deres tv-pakker hos Yousee og Fullrate siden nytår, så tendensen er ret tydelig. Mønsteret er i øvrigt det samme med bredbåndskunder, der vælger TDC fra. Nogle kan få hurtigere fiberforbindelser hos elselskaberne, og det har udløst et milliarddyrt investeringsprogram i TDC, der nu graver kilometervis af fiberkabler ned i den danske muld.

Går det godt i TDC? Ikke rigtigt. Det gamle teleselskab er under angreb, og kaptajnen på broen er rejst til Sverige. Det store spørgsmål er, hvem der kan løfte den komplekse opgave som topchef i TDC og gøre pensionskasser, den australske kapitalfond og ikke mindst tv-seere og bredbåndskunder glade.

TDC har været ekstra hårdt ramt. På et kritisk tidspunkt i hele denne transformation sagde TDC’s øverste topchef, skotske Allison Kirkby, pludselig op i oktober. Hun havde blot siddet på posten i 11 måneder.

Allison Kirkby nåede kun 11 måneder som topchef i TDC, inden hun sagde op for at rykke til Telia i Sverige. Der venter hendes afløser en stribe opgaver i Danmarks gamle televirksomhed. Foto: Janerik Henriksson/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?