Annonce
Sport

Får de danske kvinder den tredje finale i træk?

Line Hesseldal Hansen, forrest, og Karina Christensen skal forsøge at fordele sol og vind lige ved VM i Japan. Og det plejer faktisk at gå rigtig godt for dommerparret, når de er afsted til en slutrunde. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Topdommerne Karina Christensen og Line Hesseldal Hansen har dømt guldkampen ved de to seneste slutrunder.
Annonce

JAPAN - KUMAMOTO: Karina Christensen fra Vejen og Line Hesseldal Hansen fra Odense er to af verdens bedste kvindelige dommere.

Og derfor er topparret, der har dømt sammen i fem år, naturligvis med ved VM-slutrunden i Japan.

Det danske dommerpar har allerede været i aktion Kumamoto en enkelt gang. Det var i Prefectural Gymnasium, hvor Danmark også spiller sine kampe, men Christensen og Hansen dømmer naturligvis ikke danskernes kampe.

Parret dømte opgøret mellem Spanien og Ungarn, og den kamp, som spanierne vandt ganske sikkert, havde de fint styr på.

Karina Christensen og Line Hesseldal Hansen ved endnu ikke, hvilken kamp de skal dømme næste gang. Det afgøres fra dag til dag, hvor de mange dommerpar løbende bliver sat på.

Men danskerne, der hjemme i Danmark dømmer i både kvindernes og mændenes liga, håber naturligvis på, at de får lov til at dømme mange kampe.

Det er de i hvert fald lykkedes 100 procent med ved de seneste to slutrunder, VM i Tyskland i 2017 og EM i Frankrig i 2018.

Og ved begge slutrunder har de to danske kvinder gjort det så godt, at de er blevet valgt til at dømme finalen. Dermed har de altså chancen for at lave tre på stribe ved VM i Japan. Det vil være en rigtig flot præstation.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?