Danmark

Funding: Alternativet er ved at tage livet af sig selv

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Kombinationen af et elendigt valgresultat og en selvudslettende parlamentarisk strategi er ved at sende Alternativet ud i ligegyldighedens glemsel. Det ser sort ud for partiet, der ellers ynder at iscenesætte sig selv under ordet håb. Dette kan meget vel blive Alternativets sidste periode i Folketinget.
Annonce

Love is in the air everywhere I look around! Oh, oh, oh, oh, uh! Året er 2016 og Alternativet holder landsmøde i Odense. Stemningen er i top. John Paul Youngs ørehænger fra sluthalvfjerdserne brager ud af højttalerne. Alternativet har kastet sig ud i fællesdans, og forrest – helt oppe ved tv-kameraerne – danser Uffe Elbæk rundt med jazz hands.

Jeg stod lige bag kameraerne og observerede det hele, og jeg må indrømme, at der var en energi i rummet, der smittede. Og jeg er normal vis ikke til gak og gøgl. I snart to årtier har jeg frekventeret partiernes landsmøder, landsråd og kongresser, og jeg har aldrig før eller siden oplevet en eufori som denne.

Det er en stærk følelse at bygge et parti på, og Alternativet red stadig på bølgen i 2016, hvor de et år forinden havde høstet flotte 4,8 procent af stemmerne til folketingsvalget. Partiet var bygget af aktivister, der ville ændre verden. Forandre. Grøn omstilling og et opgør med den politiske kultur var mærkesagerne.

Men så blev det hverdag. Interne beskyldninger om magtmisbrug, sexchikane og ødsel med offentlige midler tog Alternativets uskyld. Og med den forsvandt også en del af begejstringen.

Det mærkede man tydeligt ved dette års landsmøde. Fællesdansen var afløst af lange organisatoriske diskussioner, og den efterfølgende fest virkede mere til at være stablet på benene af pligt end af lyst.

Og måske er det sådan, det må gå. Man kan ikke forblive nyforelskede for evigt. Det er først, når man ikke længere får stød af en kærestes lette berøring, at man ved, om det er noget, der holder. Og i Alternativets tilfælde ser projektets berettigelse tynd ud nu, hvor forelskelsens tåge er lettet.

Folketingsvalget før sommerferien havde således et altdominerende emne. Klima. Den foreløbige kulmination på en folkestemning, Alternativet var afgørende i at få skabt. Selvom partier som SF og Enhedslisten i mange år har advokeret for det samme, var det først med Uffe Elbæk og co., at klimapolitikken fandt bundklang bredt i befolkningen.

Men på trods af, at Alternativet burde have haft det som en fisk i vandet ved valget, gik partiet markant tilbage og fik kun tre procent af stemmerne. Man kan give skylden på de føromtalte dårlige sager, men partiets problemer stikker dybere. Valget viste, at danskerne gerne vil grøn omstilling, men bare ikke med Alternativet i spidsen. Det er der, hunden ligger begravet.

Og hvorfor vil vælgerne så ikke dette? Måske det har noget at gøre med, at Alternativet grundlæggende fornægter de parlamentariske logikker på Christiansborg og derfor reelt har sat sig selv udenfor indflydelse.

Vi skal igen tilbage til valgkampen, hvor Uffe Elbæk præsenterede sig selv som statsministerkandidat. Alternativet ville ikke pege på hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. De ville ”trække deres mandater ud af ligningen”, som der blev sagt.

I øjeblikket kunne man argumentere for, at meldingen var godt fundet på. Alternativet disruptede endnu engang dansk politik og skubbede til alles opfattelse af, hvad der var op og ned. Hvorfor skulle et folketingsvalg være et præsidentvalg?

Men da nyhedens interesse var fordampet i løbet af nogle måneder, efterlod Uffe Elbæks kandidatur Alternativet i problemer.

Danskerne kunne udmærket godt gennemskue, at Uffe Elbæk ikke havde en kinamands chance for at blive statsminister, hvilket han også selv indrømmede i et senere interview til Politiken.

Budskabet til vælgerne var altså sat på spidsen: Vi vil have statsministerposten, men vi ved godt, at vi ikke får den. Til gengæld har vi ikke tænkt os at bruge vores mandater til at forhandle indrømmelser hjem fra den statsminister, vi måtte foretrække af de to eneste reelle kandidater. Eller sagt med andre ord: Vi sætter os udenfor indflydelse.

Det siger sig selv, at de vælgere, der måtte mene, at klimaomstilling er den vigtigste dagsorden overhovedet – det handler som bekendt om planetens overlevelse – ikke har lyst til at stemme på et parti, der sætter sig selv udenfor døren.

Og sådan gik det. Alternativet gik som sagt markant tilbage. Men partiet holder på trods af vælgerlussingen stædigt fast i strategien. Under regeringsforhandlingerne nægtede Uffe Elbæk således fortsat at bringe sine mandater i spil.

Så mens SF, Enhedslisten og Radikale Venstre fik presset Socialdemokratiet til at skrue reduktionsmålet for drivhusgasser op fra 60 til 70 procent, sad Alternativets fem mandater udenfor døren og havde nul indflydelse

Men selv hvis Alternativet nu skulle finde på at melde sig ind i Christiansborgs parlamentariske virkelighed og acceptere, at det er en verden, hvor ingenting er gratis, så er det muligvis allerede for sent. Skaden er sket.

Alternativet fik kun fem mandater ved valget, og de er tæt på ubrugelige. Mette Frederiksen har flertal uden Uffe Elbæks tropper, og de skal således være glade, hvis de overhovedet bliver inviteret til forhandlinger. Tag bare de igangværende finanslovsforhandlinger, hvor det kun er partier, der har peget på Mette Frederiksen, der sidder med ved bordet.

Skulle man derfor udpege ét parti, der er i farezonen for at ryge ud ved det næste folketingsvalg, så er det Alternativet. Og årsagen til dette, skal langt hen ad vejen findes i deres parlamentariske strategi det seneste år. De er godt i gang med at tage livet af sig selv.

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Den klimaambition, regeringen har sat, betyder, at vi står foran en af de største ændringer af vores samfundsøkonomi, siden vi udvidede velfærdsstaten i begyndelsen af 1960'erne. Derfor er vi nødt til at tænke den grønne omstilling ind som en integreret del af den økonomiske politik.

Finansminister Nicolai Wammen fortalte til Berlingske, at regeringen opretter et nyt center for grøn økonomi, klima og EU, der skal sikre grønne regnemodeller i Finansministeriet.

- Vi synes, at vi skal give os selv en mulighed for at tage en timeout – om det så er i et halvt år eller et år – indtil vi har det rigtige beslutningsgrundlag i forhold til nordsøolien.

Det Konservative Folkepartis Mette Abildgaard proklaerede til Berlingske, at partiet nu mener, at der skal sættes pause på nye olie- og gaseventyr i Nordsøen.

- Det kommer bag på mig, at regeringen foreslår så massiv kameraovervågning, som der er tale om her. Hvad blev der af jordbærboden? Tilliden? Skulle vi ikke netop være fri af alt den overvågning?

Radikale Venstres retsordfører Kristian Heegaard kritiserede overfor DR statsminister Mette Frederiksens ide om at give politiet lov til at sætte flere overvågningskameraer op. Også Enhedslisten er imod.

- Regeringens forhandlingsreserve rækker simpelthen ikke. 2,1 milliard kan måske lyde af meget, men det er det ikke, når vi skal have ændret kursen på velfærdssamfundet.

SF foreslog her i avisen Danmark fem måder, hvor på man kan skaffe flere penge at forhandle finanslov om. Fire af dem var afgifts- og skattestigninger. Samtlige af regeringens støttepartier kræver nu, at der bliver fundet flere penge.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Gavekort mod misbrug

Det kan godt være, at det virker. Men moralsk er det en glidebane, når man vil til at forære unge misbrugere gavekort for at følge deres misbrugsbehandling. Det er de tre nordvestjyske kommuner, der nu gerne vil have lov til at bruge metoden, hvor man belønner misbrugerne med et gavekort på 200 kroner, efter hver anden ambulante samtale, når de følger behandlingen. Metoden er brugt i andre kommuner, hvor erfaringerne viser, at cirka halvdelen slipper helt ud af misbruget, og det er mere effektivt end andre metoder til afrusning. Det er muligvis rigtigt. Men at samfundet skal til at belønne mennesker økonomisk for at deltage i en behandling, som skatteborgerne i forvejen har betalt dyrt for, og som er til misbrugernes eget bedste, er vanskeligt at forstå. Tænk på hvilket ramaskrig det ville give, hvis landets folkeskoler belønnede eleverne økonomisk for at motivere dem til bedre karakterer? Eller hvis man gav kriminelle penge for at stoppe med at være kriminelle? Også selv om det virkede. Ifølge Center for Rusmiddel og Forebyggelse i Holstebro, som også dækker Struer og Lemvig Kommuner, er der 105 unge misbrugere mellem 15 og 25 år i de tre kommuner. Halvdelen vil kunne have gavn af at deltage i forløbet, vurderer Center for Rusmiddel og Forebyggelse. Det er naturligvis 105 misbrugere for meget, og mange af de 105 har helt sikkert brug for en hjælpende hånd til at droppe misbruget, hvad de heldigvis også kan få. Men man må holde fast i, at der ikke er nogen, der har tvunget de unge mennesker ud i deres misbrug, hvor ulykkeligt og ødelæggende det nu engang er. Læg dertil, at det er grundlæggende forkert at belønne folk for at have dårlige vaner med andre folks skattekroner. Hvad bliver det næste? Skal vi som samfund belønne folk økonomisk for at tabe sig og drikke mindre? Det må på alle parametre være belønning i sig selv, at man kan få et liv uden et misbrug af stoffer, alkohol, spil eller rygning for den sags skyld. Det skal man ikke have betaling for.