Annonce
Danmark

Funding: Tre ting vi lærte af finanslovsforløbet

Thomas Funding mener, at forløbet med finanslovsforhandlingerne kan være et varsel om en besværlig fremtid for regeringen. Foto: Michael Nørgaard
Regeringen fik forhandlet en historisk sen finanslov på plads mandag aften.
Annonce

Politisk redaktør på avisen Danmark, Thomas Funding, fortæller her, hvad vi lærte af den første finanslov fra den socialdemokratiske regering.

1. Første stresstest af rød blok

Regeringen og dens støttepartier har mandag aften indgået en finanslovsaftale. Foto: Philip Davali/Scanpix

De første måneder af valgperioden har været en dans på roser for den socialdemokratiske regering. De frygtede regeringsforhandlinger gik væsentlig nemmere end forventet, og oven i det hele gik oppositionen i gang med at rive hovederne af hinanden i stedet for at gå efter den nye regering.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Tyngdeloven gælder også for Mette Frederiksen, og det mærkede statsministeren for første gang i slutforløbet af finanslovsforhandlingerne. Også hun skal kunne tælle til 90 for at få flertal for sin politik i Folketinget, og Socialdemokratiet får ingenting foræret.

I den sidste uge af finanslovsforhandlingerne fik vi en lille forsmag på, hvor dysfunktionel rød blok potentielt kan blive. Vi glemmer det i forbifarten, men der er kæmpe forskel på de partier, der har bragt Mette Frederiksen til magten.

Det så vi helt konkret, da Radikale Venstre i 11. time begyndte at stille nye krav til den økonomiske politik for at stemme for finansloven. Socialdemokratiet kunne måske godt følge med på noget af det, men Enhedslisten var lige ved at sprænge i luften. Og lige præcis det er regeringens problem.

Enhedslisten er den absolut yderste venstrefløj i dansk politik, og Radikale Venstre er et borgerligt parti på den økonomiske politik. Det er meget svært at rumme de to yderpunkter, når man skal lave aftaler, der har med penge at gøre.

Finanslovsforhandlingerne var første rigtige stresstest af sammenholdet i regeringsblokken. Den bestod, men testen afslørede, at de indbyggede modsætninger lurer lige under overfladen.

2. Radikale fik markeret sig som noget særligt

Morten Østergaard og Radikale Venstre har forsøgt at markere sig kraftigt over for regeringen ved forhandligerne. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

En anden ting, finanslovsforhandlingerne lærte os, var, at Radikale Venstre ikke føler, at de skylder regeringen eller resten af rød blok en hujende hatfis.

De radikale er vrede. De føler ikke, at Socialdemokratiet behandler dem med den respekt, de fortjener. Set igennem radikale briller, er det dem, der har sikret Mette Frederiksen statsministeriet. Hun sidder der på grund af Radikale Venstre, og det vil de have noget for.

Men Socialdemokratiet har nægtet dem det, Radikale Venstre mener, de fortjener. Først ved ikke at ville tage dem med i regering, og igen i finanslovsforhandlingerne ved at behandle dem som et støtteparti på lige fod med SF og Enhedslisten.

Radikale Venstre er i deres selvopfattelse noget særligt parlamentarisk, og sådan vil de behandles. Derfor er finanslovsforhandlingerne også et forsøg på at statuere et eksempel. Socialdemokratiet skal forstå, at sådan behandler man ikke Radikale Venstre, og gør man det alligevel, har det konsekvenser.

3. Et forvarsel om en besværlig fremtid

Mette Frederiksen kan se frem til mere bøvl i fremtidige forhandlinger, hvor De Radikale vil fortsætte med at presse regeringen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Socialdemokratiet kan for så vidt være godt tilfreds med den indgåede finanslov. Og det gælder også resten af regeringsblokken. Der bliver leveret helt eller delvist på en række løfter fra valgkampen, hvilket nok skal gå rent hjem ved især de røde vælgere.

Men på trods af det, er det som om, forligspartierne ikke tør slippe glæden løs. Der er en bekymring, der nager. Spillet mellem Radikale Venstre og resten af blokken varsler ilde for valgperioden.

De fleste ser således ikke Radikale Venstres ageren i finanslovsforhandlingerne som en enlig svale. Det er udtryk for en strategi, som partiet har tænkt sig at blive ved med at forfølge.

Og det er et dilemma for regeringen. Fortsætter Socialdemokratiet med at forsøge at behandle de radikale på lige fod med SF og Enhedslisten, kommer det til at skabe kaotiske forhandlingsforløb, men føjer de sig, får de problemer med især Enhedslisten.

Den ultimative frygt i Socialdemokratiet er i den sammenhæng, at finanslovsforløbet er et forvarsel om, at regeringen ender med at køre fast parlamentarisk. Altså at det viser sig, at det ikke er muligt at få enderne til at mødes i rød blok. Det er stadig for tidligt at konkludere, men sker det, er gode råd dyre.

Fakta: Fire korte om finanslov

1. Regeringen skal hvert år fremsætte sit finanslovsforslag før 1. september. Det står i grundloven. Kan man ikke nå det, kan reglen omgås teknisk ved at fremsætte en videreførelse af den tidligere finanslov.
2. Finanslovsforslaget skal - ligesom andre lovforslag - behandles tre gange i Folketingssalen, inden det vedtages. Sideløbende foregår politiske forhandlinger mellem typisk regeringen og støtteparti(er).
3. I gennemsnit fylder en finanslov cirka 500 sider. Bemærkningerne til loven fylder omkring 2500 sider. Finansloven er således den mest omfattende af alle love.
4. Oftest er finanslovaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december.
Kilde: Folketinget.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?