Annonce
112

Oprydning tog 12 timer: Tankbil med 40 tons gylle væltede faretruende nær Storåen

Søndag formiddag væltede denne tankbil fra Maabjerg Bioenergy på Idomvej tæt på Storåen. Det tog 13 timer, inden der var ryddet op, men der strømmede ingen gylle ud i Storåen. Privatfoto: Claus Petersen
Det tog over 12 timer, før tankbil fra Maabjerg Bioenergi var rejst op igen, efter den var væltet med 40 tons gylle på smal vej - og tæt på Storåen.
Annonce

Bur: Det var formentlig på grund af glatføre, at chaufføren mistede kontrollen over en tankvogn fra Maabjerg Bioenergy søndag formiddag omkring klokken 10.45. Lastbilen skred ud fra den smalle Idomvej nær Bur bro, og lastbilen væltede.

- Det ene hjulpar kom ud i rabatten, og tankvognen væltede langsomt om på siden, siger Claus Mogensen, der er direktør for både Maabjerg Bioenergy og for Struer Forsyning.

Både politi, Nordvestjysk Brand og Redning og kommunens miljøvagt blev tilkaldt - i øvrigt sammen med en entreprenør med en rendegraver, hvis der skulle ske et udslip.

Desuden blev der tilkaldt en ekstra tankbil fra Maabjerg Bionergy.

- Vi borede i hul i tanken og pumpede gyllen over i den anden tankbil. Og heldigvis skete der ingen udslip, siger Claus Mogensen.

Det er en strækning, hvor den smalle Idomvej snor sig tæt på Storåen - og hvor gyllen i værste fald kunne risikere at havne i storåen og føre til fiskedød.

- Men heldigvis skete der hverken personskade eller skade på miljøet. Det var kun lastbilen, som tog skade, siger direktøren.

Det blev dog en oprydning, som kom til at strække sig over næsten 13 timer og først var afsluttet klokken 23.30 søndag aften.

- Først skulle tanken tømmes, og derefter var det svært at komme frem med en egnet kran og få den placeret rigtigt, siger Claus Mogensen.

Selve tankvognen og trækkeren blev adskilt og rejst op hver for sig.

- Så samlet set tog det forholdsvis lang tid at få fjernet lastbilen og få ryddet op, siger Claus Mogensen.

Tankbil fra Måbjerg Bioenergy væltede søndag nær Bur Bro. Arkivfoto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?