Annonce
Læserbrev

Høfde 42. Hvis ikke der kommer handling bag de politiske ord nu, så kommer det aldrig

Annonce

Debat: 300 kilometer vest for de bonede gulve på Christiansborg, ligger giftdepotet Høfde 42 depotet, i strandkanten ud til Vesterhavet - kun een kilometer fra leverandøren (Cheminova) af giften i depotet.

Ingen har tidligere ville kendes ved Høfde 42 depotet.

Men nu, efter 60 år uden ejer, er Høfde 42 depotet overtaget af den danske stat, via Miljøminister Lea Wermelin.

Vi havde symbolsk bogen ”Fisk kan ikke tale” med til Slotsholmen, hvor vi den 17. september besøgte den nye miljøminister, Lea Wermelin, for at aflevere bogen (depotet) og forklare om vore bekymringer ved depotets placering i strandkanten ud til Vesterhavet.

Vi fik en fantastisk modtagelse og der blev lyttet, både fra miljøministeren og hendes tre rådgiver. Vi blev enige om et ministerbesøg på åstedet, når kalenderen tillod det.

Vi kan kalde det en symbolsk handling, men dog en tilkendegivelse af at den nuværende regering kan se, at situationen er uholdbar.

Regeringen (S) og dens støttepartier (SF+RV+EL) indgik efter valget et forståelsespapir, hvor de vil efterleve Vandramme-direktiverne (2027), hvor generationsforureningerne på Harboøre Tange hører ind under – lange udsigter.

Der skrives også: ”Endvidere er det en prioritet at håndtere og rense de store generationsforureninger”.

Skal regeringen nå de store generationsforureninger inden 2027, skal de i gang i denne finanslovforhandling (2020).

Når vi i det vestjyske prioriterer, så sætter vi ting højt på - to-do-listen. Når vi håndterer dem, gør vi klar til at gå i gang - og når vi renser, er processen i gang.

Det burde ikke være til at misforstå, men det er jo politik.

Nu ordner man ikke det, man har haft 60 år til at forberede i et snuptag, blot fordi det bliver noteret i en hensigtserklæring (forståelsespapir). Der er også mange andre ting i gang – Krüger og Fortum er i gang. Krüger er endda færdig og kan præsentere nogle fine resultater, Fortum følger om kort tid efter, forhåbentlig med lige så gode resultater.

Det var vigtigt for os at vide, hvor ansvaret for Høfde 42 depotet var - og det har vi fået svar på nu.

Den ligger nu hos regeringen, det fik vi slået fast ved vores besøg hos miljøministeren.

Med forståelsespapiret i tankerne og de kommende finanslovforhandlinger i sigte, vil jeg vove den påstand, at hvis ikke der kommer handling bag de politiske ord nu, kommer det aldrig.

Ansvaret ligger hos regeringen og de tre støttepartier.

Vil de vise handling, nu hvor både Krüger og Fortum kan løfte opgaven, så er det nu.

Benytter de ikke den mulighed og udskyder en oprensning - endnu en gang - er vi lige vidt.

Så kan regeringen lige så godt fortælle befolkningen på Harboøre Tange, at de skal passe på, når der kommer storm, for regeringen vil ikke investere i en fjernelse af vores giftige affald.

Ansvaret er placeret, og det er nu op til regeringen (S), hvorvidt depotet skal fjernes, eller det skal forsvinde i havet i form af en udsivning eller på en gang i en storm.

Vi kan i Høfde 42-gruppen ikke komme videre med Høfde 42 depotet.

Enhver udskydelse af en oprensning af Høfde 42 depotet, må betragtes som et NEJ til en oprensning.

Cheminovas giftdepot ved Høfde 42. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

Tvis skal vokse ud mod motorvejen

Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.