Annonce
Danmark

Husker du orkanen: Stationsleder var ved at miste livet under assistance

Heino Svenningsen var stationsleder på Falck i Kolding, da orkanen ramte i 1999. Den aften glemmer han aldrig. Privatfoto
Daværende stationsleder hos Falck i Kolding, Heino Svenningsen, kørte ud i orkanen for at hjælpe, da 12-årige Martin blev ramt af en nedstyrtet skorsten.
Annonce

Kolding: - Det var først bagefter, da jeg var tilbage på Falck-stationen i Kolding og havde sundet mig og fået en kop kaffe, at det for alvor gik op for mig, hvor tæt jeg havde været på at miste livet.

Ordene kommer fra daværende stationsleder Heino Svenningsen, når han tænker tilbage på orkanens hærgen den 3. december for 20 år siden. Hele den frygtelige episode står lysende klart i erindringen hos ham.

Han var forholdsvis ny stationsleder hos Falck i Kolding, da orkanen satte ind. Normalt kørte han ikke redning men var i sin stilling manden, der skulle lede og fordele arbejdet på stationen.

- Fra midt på eftermiddagen væltede det ind med alarmer, uheld, knækkede træer med mere. Hele stationen var tømt for mandskab og redningsbiler, da vagtcentralen ringer til mig, og fortæller om en skorsten og et tag, der var brast sammen på Alleen i Dalby.

Skorstenen var brast ned gennem stueloftet og ramt en 12-årig handicappet dreng, der sad og så fjernsyn.

- Jeg tænkte, hvad gør jeg?. Jeg har tidligere kørt som Falck-reder, så jeg tog stationslederbilen, satte blå blink på og begav mig ud for at hjælpe den kvæstede dreng, fortæller Heino Svenningsen.

Stormen tog blandt andet et hustag i Stenderup syd for Kolding december 1999. Arkivfoto: Claus Fisker/Scanpix

Tæt på

Han kørte via Idyl, Dalbyvej til Alleen i Dalby, da en kæmpestort elmetræ væltede ned med et brag, lige foran bilen.

- Jeg huggede bremserne i, satte bilen i bakgear, men så væltede et træ bag bilen, cirka en halv meter fra bilen. Jeg løb ud på marken, mens træer knækkede som tændstikker omkring mig. Det var mørkt, men jeg kunne se lidt lys forude, cirka 300 til 500 meter forude. Jeg ville med mit førstehjælpsudstyr løbe mod huset, men så opdagede jeg en redningsbil på vej gennem pløjemarken. Heri befandt min kollega Jan Jørgensen sig. Han havde en motorsav i redningsbilen og begyndte at save de væltede træer i stykker, så ambulancen kunne passere på vejen, husker Heino Svenningsen.

I bakspejlet fortæller han, at det eneste han tænkte på, var at komme væk. Og det kunne ikke gå for langsomt. Vel ankommet til stationen i Kolding, havde chokket ikke helt lagt sig.

- Min kollega Jan Jørgensen kom tilbage og sagde, at "der var du godt nok tæt på, Heino". Først da begyndte jeg at reflektere over, hvad jeg egentlig havde været ude for. Først der gik det rigtig op for mig, at jeg faktisk havde været i overhængende livsfare den aften på Alleen i Dalby, fortæller Heino Svenningsen:

- Havde et stort elmetræ lagt sig oven på bilens tag, havde jeg garanteret været færdig.

I dag er Heino Svenningsen ikke længere tilknyttet Falck men er direktør på AMU Syd i Kolding.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?