Annonce
Struer

Hvad skete der lige med alt det gode liv på havnen?

Benny Boysen er klar til at præsentere sin nye bog om søfartens historie i Struer hos Bog & Ide lørdag den 23. november. Foto: Frede Stengaard
Benny Boysen yder nu sit til, at historien om Struer som søfartsby ikke går tabt
Annonce

Struer: Da Struer blev købsstad i 1917, kom der et anker i byvåbnet for at markere den tætte forbindelse mellem by og vand.

Nu er det væk. Byvåbnet med byens anker er erstattet af bølgerne fra Lydens By, som peger i en helt anden retning, og det piner 75-årige Benny Boysen.

Han synes, det er rigtig ærgerligt, at byens historie som søfartsby er glemt.

I 1850erne havde Struer trods alt den næststørste handelsflåde i hele Limfjorden - kun overgået af Aalborg.

Så i løbet af de seneste par år har han derfor samlet sine tidligere artikler og alle de øvrige beretninger, han har haft i sine arkiver om søfartens historie i Struer, for at gøre status.

- Man kan sige, at der er lidt testamente over det, siger han selv om sit arbejde med "Struers Søfartsbog", som han har fået trykt og udgivet for egen regning og risiko, så den nu ligger klar til julehandlen i både Bog & Ide og hos Vin & Kunst.

En bog om både skibe, skippere og skæbner i Struers historie som søfartsby og ikke mindst en beskrivelse af, hvordan søfarten var hele forudsætningen for, at der i midten af 1800-tallet for alvor kom gang i udviklingen af af den lille ladeplads ved Limfjorden, som senere blev til både jernbaneby og købstad.

Man kan sige, at der er lidt testamente over det.

Benny Boysen, Struer

400 eksemplarer

Søfarten gled i baggrunden, men som Benny Boysen kan konstatere, blev Struer ved med at være en livlig havneby med både fiskerihavn, værft og en pulserende trafikhavn.

- Det er det, der er ved at gå i glemmebogen, mener han.

I dag leder han forgæves efter spor af den oprindelige historie, når han betragter, hvad der sker på havnearealerne.

- Skibsværftet er forsvundet og erstattet af moderne højhusbyggeri med helt andre funktioner. Kulkranen på den karakteristiske højbro er væk sammen med olietankene på kajhjørnet. Olieselskaberne har i 2015 opgivet at benytte Struer som oliehavn. Det gamle havnekontor er forsvundet sammen med jernbanesporene ned til den engang travle havn, og dertil kommer en fjollet EU-bestemt terroristsikring, der forhindrer adgag til den mest aktive del af havnen. Der er nok at begræde, skriver han på de sidste sider af bogen.

Men også et faktum, der fik ham til at samle sin viden om netop søfartens historie i Struer, så han i det mindste kunne yde et bidrag til at fastholde de mange beretninger, han har samlet, så historien ikke går tabt.

En historie, som han har beskæftiget sig med i langt over 40 år.

Allerede som 14-årig beskrev han sig selv "Benny Boysen - søfartshistoriker", når han som dreng i Herning skrev sit navn ind i de første bøger, han købte om dansk søfart.

Nu yder han selv et bidrag med bogen om søfartens historie i Struer, som kan købes for 165 kroner.

- Det er halvanden krone per side, konstaterer han efter at have hentet det første oplag på 400 eksemplarer fra trykkeriet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Overskud, der ikke kan beskattes

Man skal nærmest have et hjerte af sten, hvis man ikke kan blive bare lidt glad i låget af gårsdagens historie om de 350 ældre borgere, der var til julefrokost med steg, sild, Richard Ragnvald og brune kartofler. Er man i tvivl om, hvorvidt det var en succes, der skabte glæde blandt de ældre, skal man bare se på de medfølgende fotos, der er en sand eksplosion af glæde. Deltagerne var alle "brugere" af Kær.dk, Privathjælpen og TKC Mad, der havde lavet julefrokosten for deres private kunder, der i det daglige får leveret pleje, omsorg eller mad - og som sådan kan man godt kalde det "kundepleje" og "loyalitetsopbyggende". Man kan også bare lade mundvigene vende opad og anerkende, at de ældre faktisk havde en dejlig og festlig dag sammen med andre ligesindede - hvilket man alt for sjældent hører om. Når der kommer historier fra ældre- og plejesektoren er det oftest rædselsberetninger om dårlig bemanding, uværdige forhold med for få bade og borgere, der må finde sig i først at blive taget op ad sengen til middag af et evigt skiftende personale, der sætter dagsordenen. Der er næppe megen tvivl om, at mange kommuner enten ikke har prioriteret ældreservicen højt nok eller for længe har ignoreret den demografiske udvikling, og dermed ikke i tide har taget højde for det stigende pres på ældresektoren. Og der er næppe heller tvivl om, at man mange steder i ældresektoren vil have gavn af at være nogle flere hænder. Men historien om julefrokosten viser bare også, at alt ikke drejer sig om flere penge. De ansatte i de tre firmaer bag arrangementet bruger deres fritid på at servere og sikre, at julefrokosten kan afholdes. Det er et udtryk for både arbejdsglæde og nærvær. Det er overskud af den slags, som heldigvis ikke kan beskattes, men som der er så meget brug for. Det gælder både i forhold til at rekruttere personale til ældreplejen, og det gælder i forhold til troen på, at alt ikke bare kan måles og tidssættes i et kommunalt Excel ark. Godt gået.