Annonce
Lemvig

Indstil din kandidat: Hvem skal have Lemvig Prisen 2019?

Vestjysk Bank står nu bag Lemvig Prisen, og nye i prisudvalget er afdelingsdirektør Henrik Klejnstrup Sørensen og privatkundechef Palle Haahr Kragh. Foto: Lars Kamstrup
Lemvig Prisen er uddelt hvert år siden 1984 - ny prisuddeler i år er Vestjysk Bank.
Annonce

Lemvig: Tiden er kommet til, vi skal have fundet ud af, hvem der skal modtage Lemvig Prisen 2019. Nu åbner vi op for indstillingen af kandidater, og man kan indstille dem frem til og med søndag den 15. december 2019.

Lemvig Prisen er kendt siden 1984, hvor den blev indstiftet i anledning af Lemvigs byjubilæum. Det nye i år er, at prisen har fået en anden prisuddeler. I sin tid var det Sparekassen SDS, der indstiftede prisen, og via fusioner og navneændringer nåede det frem til, at de senere år har det været Nordea Fonden, som stod bag. Men fonden ønskede ikke længere at videreføre prisen, da den ikke faldt inden for de kriterier, man gerne vil uddele penge til frivilligt arbejde efter. Man sagde stop, men så er Vestjysk Bank trådt til for at videreføre den. Og det bliver i samme form, som vi alle kender, så i det praktiske vil man ikke mærke nogen forskel. Dog er Nordea Fondens navn til Lemvig Prisen - Gode Liv Prisen - faldet bort igen.

- Vi har valgt at bakke op om prisen og videreføre den, da det er naturligt for os at bakke op om lokale initiativer, sagde afdelingsdirektør Henrik Klejnstrup Sørensen og privatkundechef Palle Haahr Kragh fra Vestjysk Bank, da man offentliggjorde, at man tog over.

- Vi vil gerne være med til at bakke op om dem, der gør en bemærkelsesværdig indsats for os, som bor i Lemvig Kommune. Det er vigtigt at anerkende og hædre de ildsjæle, som gør en stor indsats for, at vores by udvikler sig aktivt og attraktiv. Det er jo til gavn for alle os, som bor i kommunen. Desuden er det naturligt for os, som områdets største pengeinstitut med over 100 arbejdspladser, at støtte op om et initiativ som Lemvig Prisen. Det hænger fint i tråd med vort ønske om at være en nærværende og lokal bank.

Og det er sådan, det er. Lemvig Prisen uddeles til en eller flere personer, en forening, en organisation eller andet, der har gjort en anerkendelsesværdig indsats for borgerne i Lemvig Kommune. Prisen er en ærespris, hvor prismodtageren kan donere 10.000 kroner videre til et velgørende formål efter eget valg.

Alle borgere i Lemvig Kommune kan indstille kandidater, og det gør man på den enkle måde, at man skriver sit forslag med en begrundelse. Det sender man til redaktionen@folkebladetlemvig.dk eller sender til Folkebladet Lemvig, Havnen 66, 7620 Lemvig. Vi vil så løbende offentliggøre kandidaterne.

Her ved artiklen er en liste over tidligere prismodtagere. Ud over den viser perlerækken af prismodtagere, så har den også den praktiske funktion, at listen viser, hvem der ikke kan indstilles som kandidater. Tidligere prismodtagere kan nemlig ikke få Lemvig Prisen igen.

Med en ny prisuddeler er der også en ændring af sammensætningen af prisudvalget. Formand er fortsat borgmester Erik Flyvholm. Formanden for familie- og kulturudvalget Henrik Thygesen er der også fortsat, og det samme er redaktør Lars Kamstrup, Folkebladet Lemvig. Vestjysk Bank er repræsenteret ved afdelingsdirektør Henrik Klejnstrup Sørensen og privatkundechef Palle Haahr Kragh.

Prisudvalget sætter sig sammen, efter indstillingen af kandidater er slut og finder prismodtageren. Prisoverrækkelsen vil finde sted kort ind i det nye år.

Prismodtagerne

Modtagerne af Lemvig Prisen er:
1984: Ellen Damgaard og Kurt G. Christensen.
1985: Onsdagsklubben og Solsikkerne.
1986: Knud Davidsen, B&O.
1987: Per Gundersen og Flemming Nielsen.
1988: H. J. Scheel Andersen, Poul Erik Henriksen og Anne Mette Flyvbjerg.
1989: Anna Berthelsen, Esther Nielsen og Svend Sørensen.
1990: Betty og Karl Erik Christensen, Zenith Møbler.
1991: Elly og Ingrid Bache Lauridsen, Damernes Magasin.
1992: John Clausen og Tilte Maagaard.
1993: Inga Kristensen og Michael Böss.
1994: Jonna Sejg.
1995: Dantrafo.
1996: Jette Carlsen.
1997: Erling Jensen og Ruth Karottki.
1998: Richard Husted Jensen, Bøvling Maskinsnedkeri, samt Inga og Agner Andersen, Hornvarefabrikken.
1999: Museet for Religiøs Kunst.
2000: Bestyrelsen bag Fjaltring Landsbyhøjskole.
2001: Elin Nilsson, Kulturcentret Tuskær.
2002: Nicolai Olesen og Niels Chr. Poulsen.
2003: Susanne og Arne Øe.
2004: Lisbeth Nielsen og Thorkild Houe Andersen.
2005: Personalet på Lemvig Sygehus og roer Jørgen Jensen.
2006: Riis Rejser og Riis Bustrafik.
2007: Michael Tind og Orla Østerby.
2008: Michael Lodahl.
2009: Solveig Krarup, Livsstilshøjskolen.
2010: Ane Margrethe Bjerre og Marianne Lisbygd, Bovbjerg Fyr, og Hans Holmsgaard.
2011: Morten Ganderup, Lemvig Løbeklub.
2012: Familie & Samfund Klinkby.
2013: Lasse Kier Vejlby.
2014: Gunnar Skytte.
2015: Ringe i Vandet.
2016. Gert Normann Andersen.
2017: Ove Damgaard.
2018: Rene Jakobsen og Gert Jeppesen, Lemvig Basket.

Sidste år modtog Gert Jeppesen og Rene Jakobsen Lemvig Prisen for arbejdet med Lemvig Basket .Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?