Sport

Iranske kvinder får adgang til stadion i 14-0-sejr

Wana News Agency/Reuters
Iranske kvinder fik sjælden adgang til en fodboldkamp efter 40 års forbud, da Irans mænd slog Cambodja 14-0.
Annonce

Iranske kvinder fik for første gang i årevis lov til at overvære en fodboldkamp i Teheran torsdag.

Omkring 3500 kvindelige fodboldfans var således på plads på Azadi Stadium, da det iranske herrelandshold mødte Cambodja i en VM-kvalifikationskamp.

De fremmødte fik fuld valuta med hjem, da Iran vandt kampen med hele 14-0 efter blandt andet fire mål af angriberen Karim Ansarifard og et hattrick af Sardar Azmoun.

Kampen havde et stort fokus, efter blandt andet en tragisk hændelse i september, hvor en kvindelig fodboldfan endte med at dø af de kvæstelser, hun påførte sig, da hun tændte ild til sig selv.

Sagen blev omtalt i alverdens medier, og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) lagde kort efter et pres på iranerne for at få dem til at tillade kvinder adgang til kampen.

Siden 1979 har det med få undtagelser været forbudt for kvinder at overvære fodboldkampe på et stadion i Iran.

Fifa reagerede efter sagen, som rystede mange mennesker verden over, efter at den 29-årig kvinde satte ild til sig selv i begyndelsen af september og døde en uge senere af sine kvæstelser.

Forhistorien var, at hun var blev taget i at klæde sig ud som en mand med en paryk og en lang jakke for at få adgang til en fodboldkamp med favoritholdet Esteghlal.

Da hun efterfølgende erfarede, at hun risikerede fængselsstraf i et halvt år, så satte hun ild til sig selv foran en retsbygning i Teheran 2. september, og hun døde senere af kvæstelserne.

Da sagen i første omgang blev kendt, fik kvinden, som hed Sahar Khodayari, kaldenavnet "blue girl" med reference til Esteghlals klubfarver.

Sagen og nyheden om hendes død blev heftigt beskrevet på sociale medier og blandt mange andre tog også Amnesty International kraftig afstand fra episoden.

Også formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, tog afstand fra det iranske forbud mod kvinders adgang til fodboldkampe.

/ritzau/
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Det er med at komme i gang

I både Holstebro og Lemvig kommuner har sundhedshuse været en vigtig del af dagsordenen de seneste år, ikke mindst fordi sygehuset i Gødstrup ligger langt væk, og der skal være nære sundhedstilbud. Samtidig gør situationen omkring de praktiserende læger det nødvendigt, at der nytænkes. Den tid er forbi, hvor der sidder en enkelt læge i en enkelt praksis. Ja, det går så længe, de nuværende læger fortsætter. Men når de stopper, kan de umuligt skille sig af med deres praksis, fordi ingen nye læger vil sidde alene. Derfor er det en god idé med et godt fagligt klima med flere praktiserende læger og gerne i et miljø, hvor der er mange andre sundhedsfaglige ekspertiser. Det har været naturligt at diskutere disse ting i Holstebro og Lemvig, fordi man enten har et forhenværende eller snart får et forhenværende sygehus, og man derfor i forvejen har en dialog med regionen omkring disse ting. Struer Kommune er vel mest sammenlignelig med Lemvig, når vi taler kommunestørrelse, og som vi har kunnet læse i aviserne i sidste uge, så er der også her akutte udfordringer med at få besat lægepraksis. I søndagsavisen blev regionen spurgt til udfordringen, og her var opfordringen, at man i Struer snarest får sat sig sammen, så man netop kan skabe sådan et sundhedshus med flerlægepraksis, så man får skabt det miljø, der skal til, for at man bevarer de sundhedsfaglige tilbud i byen. OK, der er ikke så langt til Holstebro fra Struer, som der er fra Lemvig. Men alligevel er det vigtigt for købstaden, at man bevarer disse tilbud "hjemme". Derfor må kommunen hurtigst muligt tage initiativ til at følge opfordringen fra regionen. Få de praktiserende læger og regionen engageret i at finde sådan et sted, hvor der kan skabes et sundhedscenter, og få diskuteret, hvad der kan være i det af kommunale, regionale og private initiativer. Og det er med at komme i gang. Erfaringen viser, at det tager rigtig lang tid både at finde samarbejdet, indholdet, men så sandelig også en finansiering, hvor det kræver store investeringer på flere års budgetter, før man har et økonomisk grundlag. Og så skal regionen også overbevises om, at der skal findes penge. Det tager også tid.