Debat

Jeg har aldrig følt ubehag ved højere skat - den går til fællesskabet

I valgkampen bedyrede den ene fløj af partier hele tiden nødvendigheden af, at landet har brug for borgerlig, konservativ eller liberalistisk politik, hvori man aldrig sammen med disse betegnelser også bruger ordet social, og endda to nye, der i min optik er garanter for depravation.

Jeg er født lige inden 2. verdenskrig ramte Danmark, og altså opvokset i efterkrigsårene, hvor ordet 'velfærd' kun var for dem, der havde midler til fænomenet. Med to søskende og en syg mor, der var enke, var den nærmest opnåelige hjælp noget, man dengang benævnte ”fattiggård”. At gå sulten i seng og have en så fattig mor, der ofte brugte fattighjælpen på havregryn og mælk for at mætte fire slunkne maver (i stedet for til bl.a. sin medicin), har nok dybest set været allerværst for hende. Jeg er den dag i dag ikke i tvivl om, at jeg nok ikke har kunnet skrive disse linjer, hvis ikke vi havde haft naboer, som altid var klar til at hjælpe, når nøden var allerstørst.

Opvæksten fra ti-årig indtil lærlingeårene bestod af at være bydreng og om morgenen fra klokken fem at bringe mælk ud, derefter inden skolegang at gå en avisrute; efter skolegang bydreng hos en købmand, hvor alle lønninger gik til husholdningen.

Denne opvækst gav mig lyst til at vide noget om politik og blev især næret af vores svenderepræsentant i typografernes lærlingeklub, som var stor fortaler for Aksel Larsens nystartede SF. Det var dog Jens Otto Krag, der fik mig overbevist om, at Socialdemokratiet var min politiske platform. Dette ståsted har jeg beholdt lige siden.

Som udlært deltog jeg aktivt, når arbejderbevægelsen gik på barrikaderne for at opnå sociale fremskridt, og ser i dag med glæde tilbage på mange af de forbedringer inden for det, vi i dag betegner velfærd. Vi kæmpede mange år for, at en længere uddannelse var noget, som ikke kun var opnåeligt for dem, der havde råd. I de mange år, hvor de forskellige regeringer bestod af politiske partier, hvis navne ikke indeholder ordet social, vil jeg vove den påstand, at hvis ikke fagbevægelsen havde holdt sammen, var der i dag langt færre grupper, der nyder godt af love og bestemmelser, selv om tendensen desværre de senere år har bevæget sig i retning af mere egoisme end solidaritet.

”Et Danmark hårdt plaget af skatter og afgifter” er en vending, der ret ofte bruges i æteren og i de skrevne medier af redaktører og i læserbreve. Og flest gange med en endnu værre konstatering: ”Verdens højeste skatter”.

Fra 1981 til 2002 havde jeg mit eget firma, og som følge af dettes overskud kunne jeg hver måned have givet mig en løn, der var højere end gennemsnittet hos ”arbejderne” – selv om jeg også skulle aflevere mere til fællesskabet; men jeg har aldrig følt så stort ubehag ved denne højere beskatning, som mange af førnævnte skribenter har. At rigtig mange i dag (og det er da kun godt) får udbetalt fra ca. 30.000 kroner og endnu mere efter at have betalt skat, er i min verden utopi og slet, slet ikke noget, jeg selv har prøvet.

JydskeVestkysten skrev 10. juni i en leder bl.a. ”…alt efter hvilket parti, der er tale om, er der forskellige bud, men nogenlunde fælles er, at Enhedslisten, SF og De Radikale smider om sig med skatter og afgifter! … det er i sig selv bekymrende for et i forvejen brandbeskattet folkefærd”.

Jeg mangler helt klart en forklaring på, at ”det brandbeskattede folkefærd” derved får mere velfærd. For også vellønnede redaktører kan ikke bortforklare et faktum: At den brandbeskattede A-gruppe trods alt har flyttet sig yderligere væk fra B-gruppen. Jeg tvivler meget stærkt på, at folk fra A-gruppen ligesom undertegnede pensionist kun har fået en lønforhøjelse i år på 18 kroner om måneden. Da jeg så, at jeg har fået 'lønforhøjelse', besluttede jeg at ville smovse hver søndag ved at købe mig et friskbagt rundstykke.

Men beløbet rækker kun til at kunne gøre det tre søndage i måneden, sådan noget frås koster jo seks kroner pr. gang.

Erik Sørensen
Forsiden netop nu
Holstebro

De første nordvestjyske reaktioner på V-formandsskifte: Inger er det rette valg

Annonce
Kultur

Ausumgaard dropper forårsmarkedet

Annonce
Annonce
Læserbrev

Budget. Besparelser gør helhedsplan til varm luft

Debat: Kære folkevalgte I disse dage forhandles budgettet for næste år. Forud - ganske kort forud - for budgetseminaret offentliggøres det, at der alene i 2020 skal spares 845.000 på den stort opslåede og højt priste Helhedsplan. En Helhedsplan, som fra begyndelsen har været fyldt med store visioner for de rammer, vores børn og unge skal vokse op i, men først meget sent i forløbet er blevet konkret på, hvor pengene skal findes. Og trods den lange ventetid, hvor man ellers kunne forvente, der også havde været tid til både mellem- og omregninger, ender man med en forkert beregning. Samlet for årene 2020-2023 har man regnet næsten 1,7 millioner kroner forkert, og har derfor indstillet til at spare henholdsvis 845.000 kroner, 571.000 kroner, 179.000 kroner og 79.000 kroner om året, angiveligt alt sammen ved at undlade at gennemføre den påtænkte og stærkt tiltrængte opnormering i dagtilbudene. Man mistænker, at pressen først sent er informeret som et forsøg på at mildne opstandelsen. Ej heller et ekstraordinært FRU-møde er der blevet indkaldt til. Peter Vestergaard har ellers i et svar i anden sammenhæng til vores forældrebestyrelse for mindre end et halvt år siden udtrykt stor glæde over disse møder, "hvor vi kan drøfte de udfordringer, vi står i". Hvis en regnefejl, som betyder, at alle planer om øget normering i dagtilbuddene slettes med et pennestrøg, ikke er en udfordring, så ved vi ikke, hvad det er. Ja, I har travlt. Ja, måske har I først lige regnet rigtigt. Og nej, der er ikke mange, som jubler af begejstring, når de indkaldes til et møde i ulvetimen med dags varsel. Men det kan på ingen måde retfærdiggøre, at man indstiller til at droppe planerne om at øge normeringen i én af de dårligst normerede kommuner i landet uden først at informere og inddrage forældrebestyrelserne. Det er useriøst at slå ud med armene og invitere "Gud og hvermand" til det ene arrangement efter det andet i jagten på den perfekte Helhedsplan, for derefter at nedjustere den uden at informere nogen som helst. Igen og igen fremhæves det, at høj kvalitet i dagtilbuddene er noget af det vigtigste for et barns udvikling til en sund og levedygtig voksen. God normering kan ikke stå alene som virkemiddel til at opnå god kvalitet - men dårlig normering kan tage livet af selv intentionerne om kvalitet. At droppe at øge normeringen betyder, at kompetent pædagogisk personale fortsat skal "klare det mest presserende", "få puslespillet til at gå op", "få enderne til at mødes" og "slukke ildebrande" i stedet for at bruge deres kompetencer til at skabe høj kvalitet. Helhedsplanen bliver til varm luft, hvis den ene tredjedel - den første og vigtigste for resten af livet - bliver nedprioriteret. Vi henstiller til, at man i budgetforhandlingerne for 2020 kigger én gang til på mulighederne for at finde 845.000 kroner et andet sted end på normeringer i dagtilbuddene. Måske et andet sted i Helhedsplanen, måske ved tilbagevenden til, at den enkelte institution selv fastsætter åbningstiderne, måske på den kommunale kistebund. At sætte al sin lid til regeringens løfte om minimumsnormeringer er ikke godt nok, vi har tidligere set regeringer med store løfter og små resultater. Vi ved ikke, hvor pengene skal findes. Det har vi valgt jer til at vide. Vi håber, I kan leve op til den tillid, I bliver vist, og de store visioner, I med Helhedsplanen har lagt frem.