Annonce
Danmark

Kritik af tilskudsordning: Kræftpatienter betaler op mod 50.000 kroner for tandlægeregninger

Tilskudsordning til kræftpatienter møder stor kritik fra Tandlægeforeningen. Arkivfoto: Morten Pape
Kræftpatienter, der har fået strålebehandling i hovedet eller halsen, oplever ofte store tandproblemer. Tilskudsordning møder nu stor kritik fra Tandlægeforeningen, der mener, at den er for bureaukratisk og påvirker patienterne negativt.
Annonce

Tandproblemer: Hvis man som hoved-hals-kræftpatient har fået strålebehandling eller kemoterapi, vil man sandsynligvis opleve, at knækkede tænder, huller og infektion i munden bliver dagligdag. Men ifølge Sundhedslovens §166 kan kræftpatienterne søge om tilskud til tandbehandling, hvis patienten kan dokumentere betydelige tandproblemer på grund af strålebehandling af kræftsygdomme i hoved- eller halsområdet.

Selv om man hos Tandlægeforeningen mener, at det er godt, at der eksisterer en tilskudsordning, der kan hjælpe kræftpatienterne med deres tandproblemer, mener man ikke, at det er en fuldendt paragraf - tværtimod.

- Måden, man håndterer paragraffen på, er alt for bureaukratisk, og patienterne oplever for lang ventetid fra de søger om tilskud til de får en afklaring. Man mangler at tage højde for at forebyggelse, når man har fået diagnosen, når man får behandling og efter behandlingen er nødvendig, fortæller Susanne Kleist, der er formand for Tandlægeforeningen.

Jeg ville ønske, at der var mere tillid i ordningen. Hvis patientens egen tandlæge vurderer, at skaden er opstået på grund af kræftbehandlingen, bør man have tillid til behandleren, så man ikke også skal bruge tid på at få regionen til at vurdere hver enkelt patient.

Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen.

En del af kræftpakken

Paragraffen om tilskud til tandbehandlinger hos kræftpatienterne træder nemlig først i kraft, når patienten begynder at få problemer med sine tænder. Og de skader mener Susanne Kleist kunne være undgået, hvis man havde startet en forebyggende behandling, allerede da patienten fik stillet sin diagnose.

Derfor mener Tandlægeforeningen, at forebyggende tandbehandlinger af hoved-hals-kræftpatienter bør være en del af den kræftpakke, som kræftpatienter bliver henvist til, når de får konstateret kræft, eller hvis der er mistanke om kræft hos patienten.

- Vi kan se, at hoved-hals-kræftpatienterne er hårdt ramt. Hvis man får strålinger i hovedet eller halsen, bliver man ofte tør i munden eller får ømme slimhinder, hvilket betyder, at man får svært ved at børste tænder. Og derfor har man blandt andet brug for ekstra tandrensninger, så man undgår huller eller tandkødsbetændelse.

- Når man i forvejen bruger rigtig mange penge på at behandle patienterne for kræft, er det ærgerligt, at man ikke også bruger ressourcer på forebyggelse. Det gør forløbet bedre for patienterne og medfører en lavere sygdomsfrekvens efter behandlingen.

Sociale udfordringer

Men fordi tilskuddet til forebyggende behandlinger på nuværende tidspunkt ikke er en del af kræftpakken, kan det i sidste ende have store konsekvenser for kræftpatienterne, hvis man spørger Susanne Kleist.

- Det giver patienterne en ekstra usikkerhed, at de ikke ved, om de kan få tilskud eller ej. Og så kan det også være med til at udfordre dem socialt.

- Hvis de mister en fortand og venter på at få godkendt deres ansøgning, kan det betyde, at de må gå rundt uden fortand, indtil deres ansøgning er godkendt. Det gør det svært for dem at opretholde deres sociale liv. Patienter, der i forvejen er svage, bliver endnu mere udsatte.

Forstå §166 i Sundhedsloven

1. Paragraffen giver bestemte grupper af patienter mulighed for tilskud til tandbehandling. Det gælder patienter, der har fået kemoterapi, strålebehandling, patienter med Sjøgrens Syndrom eller patienter med en medfødt sjælden sygdom.

2. Hos patienterne, der har fået enten kemoterapi eller strålebehandling, er det kun muligt at få tilskud til tandbehandling, hvis patienten kan dokumentere, at han eller hun har fået betydelige tandproblemer på grund af kemoterapi eller strålebehandling - og ikke udelukkende fordi vedkommende har modtaget behandling for sin kræftsygdom.

3. Patienten kan få tilskud til forebyggelse og behandling af tandsygdomme, som er opstået på grund af kemoterapi, strålebehandling i hoved- eller halsområdet, eller som er relateret til Sjøgrens Syndrom eller en medfødt sjælden sygdom.

4. Den region, som patienten bor i, skal godkende patientens ansøgning, før vedkommende kan få tilskud til tandbehandlinger.

5. I 2016 var der en årlig egenbetaling på 1.815 kroner for patienten. Tilskuddet fra regionen er uafhængig af patientens indkomst og eller formue.

Kilde: Tandlægeforeningen

Patienten skal selv betale

Hvis patienterne skal søge om tilskud til tandbehandlinger, skal de kunne dokumentere betydelige tandproblemer efter strålebehandling eller kemoterapi, hvilket betyder, at de selv skal betale for en undersøgelse af tænderne samt røntgen.

Ifølge Susanne Kleist er det en selvfølge, at man skal kunne dokumentere skaderne på tænderne, men hun mener dog ikke, at det er noget, som patienten selv skal betale for. Ligesom patienterne selv betaler for tandbehandlinger, indtil et eventuelt tilskud godkendes.

- Når man er ramt af kræft, er man som regel meget ked af det og berørt af situationen. Og derfor er det ikke retfærdigt, at man som patient samtidig skal tænke på at finde penge til behandling af tandproblemer, man ikke selv er skyld i.

Og det er ikke småpenge, der er tale om, når det kommer til tandlægeregninger. Ifølge Susanne Kleist har flere patienter måttet betale 30-50.000 kroner for tandbehandlinger, indtil deres ansøgning blev godkendt, hvilket i flere regioner kan tage op mod et år.

Formanden for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist, mener, at tilskuddet til tandbehandlinger bør være en del af den samlede kræftpakke, så patienterne ikke selv skal betale for deres behandlinger. Foto: Les Kaner, Tandlægeforeningen.

Lad tandlægen bestemme

Og netop den lange ventetid og store egenbetaling mener Susanne Kleist, at man ville kunne ændre på, hvis man undlod at lade regionerne afgøre, hvem der skulle have tilskud til tandbehandlinger.

I dag sender patientens egen tandlæge et overslag ind til regionen, som efterfølgende vurderer, om patienten er berettiget til at få et tilskud.

Men spørger man Tandlægeforeningen, er der ingen tvivl om, at det i højere grad vil gavne patienterne, hvis det udelukkende var patientens egen tandlæge, der tog beslutningen om tilskud eller ej.

- Jeg ville ønske, at der var mere tillid i ordningen. Hvis patientens egen tandlæge vurderer, at skaden er opstået på grund af kræftbehandlingen, bør man have tillid til behandleren, så man ikke også skal bruge tid på at få regionen til at vurdere hver enkelt patient.

- Det er tandlægen, der kender patienten, og derfor bør det også være tandlægen, der vurderer, om patienten skal tildeles et tilskud til sine behandlinger.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister, Magnus Heunicke, på hvorfor patienterne skal kunne dokumentere betydelige tandproblemer ved strålebehandling, før de er berettigede til tilskud, samt hvorfor patienterne ikke kan søge om tilskud fra det øjeblik de er diagnosticeret med kræft, men først når de oplever konsekvenserne af behandlingen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.