Annonce
Sport

Landstræner: Man kan ikke sige, at vi er favorit

Skal Danmark slå Tyskland tirsdag middag, skal målvogterne og forsvaret gøre en forskel. Det vurderer lLandstræner Klavs Bruun Jørgensen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Klavs Bruun Jørgensen har respekt for Tyskland, men samtidig har han stor tro på sit eget hold.
Annonce

JAPAN - KUMAMOTO: Danske Spil har Danmark som klar favorit til at vinde tirsdagens VM-kamp mod Tyskland

Odds på dansk sejr er 1.62, mens en tysk gevinst giver odds 2.90, mens landstræner Klavs Bruun Jørgensen mener nu ikke, at man for alvor kan tale om en favorit.

- Der er jo sket ting og sager i gruppen, så jeg synes ikke, at jeg skal stå og sige, at vi er favorit. Det har jeg ellers ikke noget problem med, men Tyskland er et godt hold, og det skal vi have respekt for.

- Rammer de dagen, bliver de svære for alle, men vi tror på os, så selvfølgelig kan vi også gøre det, vurderer Klavs Bruun Jørgensen.

Da I slog dem for to år siden i Tyskland, blev kampen vundet i forsvaret og inde i målet. Er det opskriften igen?

- Ja, det er den samme recept. Det bliver en kamp med masser af fysisk. De vil også gerne spille med musklerne, og de har et godt forsvar, så vi kan godt gå hen at svært ved at lave mål.

- Derfor skal vi op på mærkerne i vores egen defensiv.

Mod Sydkorea var I bagud med 14-10, men I kom igen i anden halvleg og burde endda måske have vundet kampen. Så hvordan er din fornemmelse lige nu?

- Pigernes følelse er, at vi spillede en fin anden halvleg og fik det vendt. Sådan har jeg det også. Det er nogle af de positive takter, vi skal ud at arbejde videre med. Vi ville selvfølgelig allerhelst have vundet mod koreanerne, men vi må anerkende, at vi mødte en god modstander.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?