Annonce
Erhverv

Lonni væddede med far om et kamera – otte år senere er hun selvstændig fotograf

Lonni Vejling Høgh er udlært i en fotobutik, men evnen til at fotografere er stort set selvlært. Nu driver hun selv butik i Spjald og lever af at tage billeder. Foto: Søren Palmelund
Et væddemål med far og en god praktikplads gav 23-årige Lonni Vejling Høgh mod på at fotografere. Nu er hun selvstændig fotograf med egen butik.
Annonce

SPJALD: Den gamle tømmerhandel på Hovedgaden i Spjald har fået nyt liv.

I butikken lige ud til vejen hænger billeder af brudepar og søde, smilende børn. Det er 23-årige Lonni Vejling Høgh, som har taget billederne og udstillet dem i sin egen forretning, LVH Foto.

Der er to veje til at blive fotograf: En faguddannelse eller ”learning by doing”. Lonni har lært sig selv at fotografere, og det er – blandt andet – hendes fars fortjeneste.

- Jeg var meget sparsommelig, men havde alligevel besluttet mig for at købe et spejlreflekskamera. Min far grinede af det og sagde, at han troede ikke på, at jeg ville bruge så mange penge – og hvis jeg gjorde, så fik jeg det nok ikke brugt alligevel, fortæller Lonni Vejling Høgh og griner.

Næh, den slags skal man ikke sige til en teenager, så hun skulle nok vise far, skulle hun! Og så købte hun sit første ”rigtige” kamera og fandt ud af, at hun også havde evner for at bruge det.

- Dengang gik jeg på en heste-efterskole, så jeg tog mange billeder af hestene, både for mig selv og for mine veninder på skolen. Jeg syntes selv, at jeg var god til det, men jeg vidste også godt, at jeg kunne blive bedre, siger hun.

LVH Foto

Lonni Vejling Høgh har i fire år været selvstændig portrætfotograf i Spjald, hvor hun driver LVH Foto.

Den 23-årige fotograf er uddannet i en fotobutik, hvor hun blandt andet fik grundlæggende viden om kameraer og lærte at printe foto i god kvalitet.

Interessen for portrætfoto begyndte for otte år siden i fritiden og har siden vokset sig til det primære job, først på deltid og nu som selvstændig med butik og fotostudie på hovedgaden i Spjald.

Se nogle af hendes billeder på www.lvh-foto.dk

Det var en ommer

Interessen for portrætfoto af mennesker blev vakt under et skolepraktikophold i en fotobutik i Ringkøbing.

- Indehaveren kom en dag og sagde, at han lige manglede én til at tage nogle billeder af en dame, som kom ind i butikken. Det var hans kone, men det sagde de ikke noget om, så jeg troede jo, at det var en tilfældig kunde, fortæller Lonni og griner igen, for det gik ikke helt, som hun havde håbet.

- Jeg skulle fotografere hende op mod en grøn baggrund, så vi kunne fritlægge billedet – altså fjerne baggrunden digitalt. Men lyset var ikke helt rigtigt, så det duede slet ikke, og jeg var nødt til at ringe til hende for at bede hende om at komme tilbage til butikken, så vi kunne tage billederne om, fortæller fotografen.

Muligheden for at øve sig i trygge rammer gav hende smag for portrætbilleder, og hun begyndte at øve sig mere.

I mellemtiden var hun blev færdig med folkeskolen og begyndte på en erhvervsuddannelse i en fotobutik.

- Det gav en grundlæggende viden om kameraer, og jeg tog en del pasfoto, og så lærte jeg også at lave nogle gode print af billederne, fortæller Lonni Vejling Høgh, som sideløbende fortsatte med portrætfotograferingen i sin fritid, blandt andet som medlem af fotoklubben i Ringkøbing, hvor hun kunne låne et fotostudie.

Kan leve af det

For fire år siden blev hun selvstændig fotograf, og det seneste år har hun på fuld tid drevet LVH Foto, og efter en lidt forsigtig start i mere beskedne rammer, rykkede hun ind i det store butikslokale på Hovedgaden i Spjald, hvor der også er plads til et stort fotostudie.

- Jeg synes, jeg er blevet godt modtaget i byen. Men selv om jeg har delt flyers ud og har en stor reklame på min bil, så blev jeg alligevel overrasket over, da vi holdt ”open by night”, og mange gav udtryk for, at de ikke vidste, at jeg havde åbnet butikken, erkender hun.

Kan man så leve af at være fotograf i Spjald?

- Ja, jeg kan godt leve af det. Der er desværre ikke ret mange, som får lavet julekort længere, fordi folk synes, det er for dyrt og besværligt at sende breve, men jeg tager ud til bryllupper, og jeg har mange især børnefotograferinger, fortæller Lonni Vejling Høgh.

Kvalitet koster lidt mere

Det er dog ikke alle, som synes, at portrætfotografernes prisniveau er spiseligt. Branchen er også udfordret af de fotografer, som står i mange supermarkeder og shoppingcentre, blandt andet her op mod jul.

- Jeg er selv blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret. Men jeg var fuldstændig rystet over betingelserne. Bureauerne bestemmer, hvor og hvornår man skal arbejde, og de bestemmer, hvilket udstyr man skal købe. Og så beholder de en stor del af pengene selv, så vilkårene er rigtig dårlige for fotograferne, synes Lonni Vejling Høgh.

Heldigvis bliver der også født mange børn i Spjald og omegn, så efter at have modtaget betaling fra et ungt nybagt forældrepar, som har været inde i butikken for at hente billeder af den lille guldklump, kan Lonni Vejling Høgh sige farvel til journalisten og gøre klar til næste model, som er på vej.

Der er trods alt grænser for, hvor meget de unge mødre kan klare selv med mobiltelefonen.

Et stort portræt til ophængning på væggen kræver hjælp fra en rigtig fotograf.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?