Annonce
112

Nogen stjæler fra Ausumgaard - folk snupper svinekoteletter og flæskesteg uden at betale

Nye tiltag er på vej til gårdbutikken på Ausumgaard i et forsøg på at undgå tyveri. Foto: Stine Kjærside
Den gamle herregård arbejder nu på en ny løsning, så de fortsat kan have en ubemandet gårdbutik, men uden svind.
Annonce

Hjerm: Det har i lang tid været muligt at tage ud til Ausumgaards lille gårdbutik og selv lægge pengene, når man ville have svinekoteletter, flæskesteg eller det specielle Ausumgaard-mel med hjem til aftensmaden.

Men i løbet af det seneste års tid har Ausumgaard-folkene oplevet større og større svind. For det er tilsyneladende ikke alle, der husker at lægge penge, før de går med deres varer i hånden.

Det fortæller Maria Lundgaard-Karlshøj, der sammen med sin mand driver Ausumgaard.

- Vi tæller op hver eneste dag, så vi ved, hvad der burde ligge i pengebeholdningen, og vi ved derfor, hvor mange penge, der mangler, siger hun.

De fleste gange har der været tale om småbeløb, som stedet ikke har villet ulejlige politiet med, som Maria Lundgaard-Karlshøj formulerer det.

Men andre gange har svindet været så stort, at de har set sig nødsaget til at melde det. Der har også tidligere hængt en besked ude foran gårdbutikken til de langfingrede tyve om, at de skal huske at betale. Men lige lidt har det hjulpet.

- Det er jo en tillidssag at have en gårdbutik uden betjening, og det har egentlig godt kunnet lade sig gøre, men vi oplever et større og større svind, så nu er vi nødt til at gøre noget, siger Maria Lundgaard-Karlshøj.

Ny dør

Derfor arbejder de i disse dage på at få en ny, speciel dør sat på indgangen til gårdbutikken.

Den vil fungere med et nyt låsesystem, så man skal registrere sig på sin telefon, før man kan komme ind. På den måde kan de bedre holde øje med hvornår, der forsvinder varer.

- Vi har også kamera i butikken, som vi hele tiden har haft, og dermed bliver det nemmere at se, hvad tid folk har været der. Og alle har jo en mobiltelefon i dag, og hvis ikke kan de altid ringe og få hjælp, siger Maria Lundgaard-Karlshøj.

Det ærgrer gårdejeren, at de er nødt til at ty til nye midler for at få bugt med tyverierne.

- Men virker det, så er det godt. Vi vil bare gerne gøre noget for at undgå svind. Ellers bliver det for dyrt at have butikken, siger Maria Lundgaard-Karlshøj.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?