Annonce
Erhverv

Nyt museum på tegnebrættet hos BIG

De to hvide længer er de bygninger, der står på grunden i dag. Det orange er den tilbygning, hvor velkomstområdet skal være. Sådan skal velkomstområdet i flygtningemuseet se ud. Visualisering: BIG
Vardemuseerne forsøger at gentage succesen med endnu et museum tegnet af arkitekterne hos BIG. Museet Flugt skal formidle flygtninge historisk og i samtiden.
Annonce

Oksbøl var hjem for landets største lejr for tyske flygtninge efter anden verdenskrig, og det gamle lazaret, hvor syge er blevet behandlet, står endnu. Efter krigen har bygningen været brugt som vandrerhjem og indgået som en del af Oksbøllejren, men nu er planerne om et kommende flygtningemuseum tæt på virkelighed.

Flygtningelejren i Oksbøl eksisterede fra 1945 til 1949 og var hjem for tyskere på flugt fra sovjetiske tropper. Med 36.000 flygtninge i 1945 var lejren den største herhjemme, og lazarettet er sammen med en nærliggende kirkegård et af de sidste vidner fra den store flygtningelejr.

Det er her, planerne om et nyt museum har sit udgangspunkt. Et byggeri er allerede tegnet af arkitekthuset BIG, som også slog stregerne til museet Tirpitz.

- Lazarettet består af to bygninger, som bygges sammen. Det udgør selve museet, mens vi ude i lejren, i barakkerne og på den tyske flygtningekirkegård kan fortælle historien om flygtningene. I museumsbygningen vil vi fortælle om flygtninge generelt. Mennesket har altid flygtet, så det kan være fra tusinder af år siden op til i dag, men formidlingen vil tage sit udgangspunkt i det historiske sted, fordi vi er i en tidligere flygtningelejr, siger Helle Ølgaard, der er leder af Tirpitz, der ligesom det kommende flygtningemuseum hører under Vardemuseerne.

Flugt

Museet Flugt skal formidle menneskers flugt historisk og i nutiden.

Placeres i det gamle lazaret, der hørte til flygtningelejren ved Oksbøl, som var landets største efter anden verdenskrig.

Efter planen bliver museet 2000 kvadratmeter.

Tegnet af BIG, som også tegnede Tirpitz.

Det midlertidige sygehus består af to bygninger i rød mursten. De forbindes af et cirkulært indgangsparti.

Stålkonstruktion bliver bindeled

I tegningerne, der ligger nu, bevares de to bygningers ydre. De forbindes af en stålkonstruktion, der er lukket udadtil, men som har glasfacader mod museets indre. Det skal give en fornemmelse af, at bygningen er lukket mod omverdenen, som flygtningelejren har været det. I lazarettets indre vil man bevare det, der giver mening i forhold til formidlingen af historien.

- Vi oplever meget stor interesse for museet. Også fra den tyske stat, som gerne ser, at vi kan fortælle denne del af historien. Der er dagligt besøg på flygtningekirkegården, hvor folk kommer for at lægge en blomst. Vi bliver også spurgt af efterkommere, om vi ved noget om deres familie, fordi det ikke altid er tilfældet, at eksempelvis en mor har fortalt sine børn, hvordan det var i lejren, siger Helle Ølgaard.

Etableringen af museet Flugt forventes at løbe op i omkring 100 millioner kroner, og der arbejdes stadig på at få tilsagn fra de store fonde. Forløber dette puslespil om finansiering planmæssigt, forventer Vardemuseerne at kunne stikke spaden i jorden til næste år.

Stålkonstruktionen skal fungere som velkomstområde. Illustration: BIG
Den cirkulære konstruktion er lukket ud mod omverden, men åben inadtil med glasfacer. Illustration: BIG
Byggeriet forventes samlet at løbe op i 100 millioner kroner. Illustration: BIG
Stålkonstruktionen skal fungere som velkomstområde. Illustration: BIG
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?