Annonce
Læserbrev

Opråb fra børnene. Hvor er mine forældre?

Annonce

Debat: Egentlig blot en strøtanke, aktiveret af et læserbrev den 13. november i denne avis, hvor der efterlyses voksne, der skal passe forældrenes børn, der i dag har meget lidt samvær med deres børn. Man kalder det for at have ”kvalitetstid” med børnene. Det vil sige, at man som forældre er til stede og er naturlig indfølende som det væsentligste. Nu har jeg aldrig gået i børnehave, men har arbejdet med børn og unge i mange forskellige sammenhænge i flere år, og må da nok sige, at nutidens børn på det nærmeste er at betragte som forældreløse. Hvor, hvis de er heldige, har to mere eller mindre stressede voksne af hvert køn, som de så kalder for far og mor, der alt efter hvad deres fritidsinteresser og lignende selvrealiseringsprojekter tillader, sikrer sig deres prestigeprojekt, som børnene er nu om dage, får mad og vasket tøj.

I dag er der så vidt vides 27 forskellige familietyper, hvilket for en del skyldes den stigende kønsforvirring i samfundet. I det hele taget har samfundet på en levealder forandret sig meget langt væk fra samfundet i 1950'erne. Hvor samfundet dengang ikke var meget forskelligt fra samfundene bagudrettet.

Når et samfund på blot en levealder ændres så meget, taler man ikke om samfundsudvikling, men om et samfund i accelererende opløsning. Og det er præcist hvad samfundet er … i opløsning.

Der gør sig naturligvis nogle psykologiske faktorer gældende, hvor den væsentligste er den såkaldte sociale arv og miljø faktor, der gør, at børnene ubevidst slægter deres forældre og opvækst på, hvorfor samfundsopløsningen kun bliver endnu mere markant anderledes i fremtiden.

Så spørgsmålet er nok mere, om børnene om blot en generation overhovedet efterlyser nærværende forældre til den tid. De vil for størstedelen med sikkerhed ikke selv vide, hvad det vil sige at være nærværende i det hele taget.

Når nutidens børn bliver voksne, vil de ikke efterlyse nærværende voksne til deres børn, for de ved slet ikke, hvad det er, mener læserbrevsskribenten. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Minimumsnormering er en glidebane

Det er svært at være politisk uenig i, at børnene skal have den bedst mulige pasning, som sikrer både trivsel og personlig udvikling for de små. Derfor er det også svært at være uenig i netop den del af regeringens finanslov, som sikrer flere penge til børneområdet. Det er til gengæld ret let at være uenig i den overordnede politik, som flytter styringen af midlerne og prioriteringerne i den enkelte institution væk fra de lokale politikere. De overvejelser ønsker regeringen med finansloven at flytte helt op til toppen - længst væk fra børnene. Minimumsnormeringer lyder måske nok besnærende, men reelt er der risiko for, at de mest udsatte børn bliver straffet for at sikre bedre forhold i de mest velfungerende institutioner. Minimumsnormeringerne er en lille sejr for de forældre, som tidligere på året gik på gaden i protest mod forholdene i institutionerne. I hvert fald hvis de planlægger flere børn eller har et stort alment samfundssyn. For med indførelsen i 2025 kommer ordningen ikke til at berøre de børn, som i barnevogne og klapvogne var med i demonstrationsoptogene. Faktisk er der endnu ikke klarhed over, hvem det kommer til gode. Det er uvist, hvordan den lov, der skal træde endelig i kraft i 2025 kommer til at se ud, men det er helt sikkert, at den vil tvinge kommunerne til at prioritere anderledes. Og det er en glidebane, at staten på den måde blander sig direkte i kommunens opgaver. Jo flere bundne regler, kommunerne skal leve op til, jo mindre råderum bliver der til individuelle hensyn. Som forælder kan man naturligvis være optimist og tro på, at ordet "minimum" kommer til at fylde mere end ordet "normering", når kommunerne skal leve op til kravet. Der er dog overvejende risiko for, at minimumsnormeringen i en presset økonomi de facto bliver en normering. En fælles målestok, som i mangel af fleksibilitet bliver lagt ned over alle landets børn og alle landets institutioner. Uagtet at der er stor forskel på behovet.