Læserbrev

Organdonationsuge. Sig "Ja” til organdonation

Annonce

Debat: Uge 41 er organdonationsuge, og der er i den grad brug for opmærksomhed omkring organdonation.

Danske patienter mangler organer, og Danmark mangler organdonorer.

Ved udgangen af 2018 stod 477 på venteliste til et nyt organ. Og 40 patienter døde, før de fik et nyt organ. Det er triste tal. Vi må og skal have fokus på, hvordan vi kan sikre organer til de patienter, som vil dø, hvis ikke de får for eksempel en ny nyre eller et nyt hjerte. Men det er også helt afgørende, at vi har fokus på, hvordan vi får endnu flere danskere til at tage stilling til organdonation. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi har styrket informationsarbejdet omkring organdonation, og vi har gjort det nemmere at blive donor. Det betyder blandt andet, at vi har ændret aldersgrænsen for, hvornår man kan tage stilling til organdonation, så unge fra 15 år kan tage aktivt stilling til organdonation, at man anonymt kan donere en nyre til et medmenneske mens man lever, og vi har suppleret hjernedødskriteriet med et hjertedødskriterium.

Det er ikke alle, som bryder sig om donationstanken, og det skal vi som samfund selvfølgelig respektere. Men tage stilling det kan vi alle uanset, hvordan man har det med organdonation. For det er og bliver en meget personlig beslutning.

I mit sind har der aldrig været tvivl. Jeg har det meste af mit voksenliv båret på et ”donorkort” og er selvfølgelig også registreret i donorregistret. Skulle det ske, at jeg en dag ligger livløs og et eller flere af mine organer kan redde et barn, et ungt menneske eller blot sikre bedre livskvalitet for en medborger, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Set fra min stol er det min pligt som menneske, og min opfordring er klar: Sig, ”ja” til organdonation på Sundhed.dk.

Jane Heitmann. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.