Annonce
Sport

På landsholdet i fremadstormende sport: Alex har 140 kilometer til træning

Alex Handler Laugesen (som her ses med ryggen til på banen) er på landsholdet i padel-tennis. Her er han i aktion under en opvisningskamp. Foto: Dansk Padel Forbund
Alex Handler Laugesen fra Ulfborg er på landsholdet i padel. Han er netop hjemvendt fra EM i sportsgrenen, som er en af verdens hurtigst voksende. Det blev til en tilfredsstillende ottendeplads, men selvom sporten for alvor er ved at vinde indpas i Danmark, svarer det stadig til, at man som amatør møder Messi, når modstanderne er sværest.
Annonce

Ulfborg: Det lå ikke ligefrem i kortene, at Alex Handler Laugesen skulle komme på landsholdet i noget så eksotisk som padel.

For når man er vokset op med håndbold, fodbold og hvad der ellers bliver dyrket i de små foreninger, så er det ikke så let at forudse, at man nogle år senere skal stå til et europamesterskab i padel.

Det er dog scenariet for Alex Handler Laugesen, som blev introduceret for sporten i 2012. Padel-spilleren er netop hjemvendt fra Portugal, hvor han, sammen med resten af herrelandsholdet, kom på en ottendeplads.

- Det er vi tilfredse med. Der er stadig rigtig lang vej til verdenstoppen, men der er også nogle lande, hvor padel er langt mere udbredt, end det er i Danmark, siger Alex Handler Laugesen, som til dagligt bor i Ulfborg og blandt andet har arbejde i Bækmarksbro.

Et af de lande, som de danske drenge havde "fornøjelsen" af at møde undervejs til EM, er Spanien. Et nederlag, som i den grad var forventet, at de måtte indkassere. I Spanien er padel nemlig den andenstørste sportsgren målt på antallet af udøvere. Det er kun fodbold, som er større.

- Det er nogle rigtig sympatiske fyre, som gerne ville give os en god oplevelse. Når man kommer fra Danmark, svarer det dog til, at man som serie 4-spiller møder Messi eller Ronaldo, siger Alex Handler Laugesen.

Padel-tennis

Padel, tidligere kaldet padel tennis i Danmark, er en sport, der bedst kan beskrives som en blanding af 80 procent tennis og 20 procent squash.
Banen er lidt mindre end en tennisbane og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet. Der spilles hovedsageligt double.
Padel er en helårsaktivitet. De fleste udendørs padelbaner er åbne alle dage året rundt og har monteret lys, så der kan spilles efter mørkets frembrud.

Padelbanen er 10×20 meter med et net, der deler banen på midten.
Bagvæggene og et stykke af sidevæggene er dækket af glasvægge og resten af sidevæggene og toppen af bagvæggene er dækket af metalgitter.

Der gives point til et hold, hvis:

  • Bolden rammer jorden på modstandernes banehalvdel mere end én gang.
  • Hvis en af modstanderne rammer bolden med battet mere end én gang.
  • Hvis bolden berører en modspiller i alm. spil.
  • Hvis bolden rammer hegnet på egen banehalvdel

Kilde: Dansk Padel Forbund

På rette vej

Når Alex Handler Laugesen skal til træning, tager han langt størstedelen af tiden turen østpå mod Aarhus.

Her finder man nemlig både en indendørsbane og modstandere på et niveau, som matcher ulfborggenseren.

- Det er jo lidt en udfordring i hverdagen, men jeg har heldigvis et fleksibelt job, hvor jeg kan passe min træning også, siger Alex Handler Laugesen.

Det tyder dog på, at der for alvor er ved at komme gang i både padel-udøvere og padel-baner rundt om i det danske land. I 2015 var der blot 12 registrerede baner i Danmark, mens antallet i oktober 2019 var oppe på 81.

Også i Holstebro er der planer om at bygge to udendørs baner ved tennisklubben. Der er flere årsager til, at sporten er voldsomt populær i øjeblikket, hvis man spørger landsholdsspilleren.

- Det er en sport, som favner virkelig bredt. Der er noget socialt i det, fordi man hovedsageligt spiller double, og så kan alle være med. Det er nemt at gå til, og man kan sagtens spille to timers-padel uden at være helt smadret, siger Alex Handler Laugesen, som også var med til at starte det danske padel-forbund tilbage i 2017.

Kræver benarbejde

Kigger man mod vores svenske naboer, så er padel også i voldsom vækst.

Sverige indtager i øjeblikket en rolle som storebror i forhold til Danmark, og de besejrede det danske landshold til EM.

For selvom dansk padel er inde i en positiv udvikling med både flere baner og flere udøvere, så kræver det stadig en hel del benarbejde, hvis man vil bide skeer med de bedste.

Benarbejde, som især handler om at få ungdommen med.

- Det er vigtigt, at man kan gå det til i en forening, så de unge kan gå til det på ligefod med andre sportsgrene. Vi skal forsøge at skabe en kultur, hvor padel bliver attraktivt og sjovt for de unge, så det måske kan blive en del af deres aktive foreningsopvækst, siger Alex Handler Laugesen, som for sit eget vedkommende håber at være med på topniveau så lang tid som muligt, men han hilser samtidig den øget konkurrence, som der med stor sandsynlighed kommer, mere end velkommen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.