Annonce
Læserbrev

Politik. Få nu ansat Sputnik!

Annonce

Debat: Jeg har sagt det før, og gør det gerne igen.

Der er og bliver ingen rød tråd, idet byrådet fortager sig.

Nu skal vi til at betale mere i kommuneskat, selvom det burde være omvendt. Pengene fosser ud af kommunen som aldrig før.

Jeg har sagt det før: Få ansat mig i en helvedes fart.

Så er der en del mennesker, der har spurgt mig, jamen hvad vil du gøre, Sputnik? Og se, det er virkelig et godt spørgsmål. Som det første vil jeg jævne bygningerne på slagterigrunden, få opført det svømmestadion. Både med et 50 meter bassin samt badeland, der siger Spar 2, både med stripperstang og små bure, hvor kvinder kan danse topløs.

Så vil jeg flytte de aktiviteter, som der er på slagterigrunden, ned i den gamle biograf. Går det for stærkt kære byrådsmedlemmer?

Alt støtte til TTH og musikteatret skal skæres med 75 procent, så de bliver ligestillet med Poul Hornshøj og andre ildsjæle vi har!

Og det mest rystende er de 60.000 timers sygefravær, som de ansatte har. Det skriger jo til himlen, hvor dårligt lederne behandler deres medarbejdere. Prøv nu og droppe de akademikere, man kan ikke styre butikken "Holstebro" ved computer skærme. Altså 60.000 sygetimer svarer altså til 25 fuldtidsansatte, som kunne bruges på for eksempel plejehjem. Eller når kommunen rykker ud til private hjem, så i stedet for to minutter, kunne de blive 10 minutter under hvert enkelt besøg. Alle ville være glade og tilfredse.

Nu har jeg kun nævnt nogle få ting, men Dagbladet har ikke plads nok, hvis jeg skulle nævne, alle de ting jeg har.

Og hvad er Holstebro i grunden kendt for i dag? Det sejler i Holstebro Kommune, I kan simpelthen ikke være jer selv bekendt. Må Sputnik bevare Holstebro Kommune.

Erik Sputnik Jakobsen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Minimumsnormering er en glidebane

Det er svært at være politisk uenig i, at børnene skal have den bedst mulige pasning, som sikrer både trivsel og personlig udvikling for de små. Derfor er det også svært at være uenig i netop den del af regeringens finanslov, som sikrer flere penge til børneområdet. Det er til gengæld ret let at være uenig i den overordnede politik, som flytter styringen af midlerne og prioriteringerne i den enkelte institution væk fra de lokale politikere. De overvejelser ønsker regeringen med finansloven at flytte helt op til toppen - længst væk fra børnene. Minimumsnormeringer lyder måske nok besnærende, men reelt er der risiko for, at de mest udsatte børn bliver straffet for at sikre bedre forhold i de mest velfungerende institutioner. Minimumsnormeringerne er en lille sejr for de forældre, som tidligere på året gik på gaden i protest mod forholdene i institutionerne. I hvert fald hvis de planlægger flere børn eller har et stort alment samfundssyn. For med indførelsen i 2025 kommer ordningen ikke til at berøre de børn, som i barnevogne og klapvogne var med i demonstrationsoptogene. Faktisk er der endnu ikke klarhed over, hvem det kommer til gode. Det er uvist, hvordan den lov, der skal træde endelig i kraft i 2025 kommer til at se ud, men det er helt sikkert, at den vil tvinge kommunerne til at prioritere anderledes. Og det er en glidebane, at staten på den måde blander sig direkte i kommunens opgaver. Jo flere bundne regler, kommunerne skal leve op til, jo mindre råderum bliver der til individuelle hensyn. Som forælder kan man naturligvis være optimist og tro på, at ordet "minimum" kommer til at fylde mere end ordet "normering", når kommunerne skal leve op til kravet. Der er dog overvejende risiko for, at minimumsnormeringen i en presset økonomi de facto bliver en normering. En fælles målestok, som i mangel af fleksibilitet bliver lagt ned over alle landets børn og alle landets institutioner. Uagtet at der er stor forskel på behovet.