Læserbrev

Politik. Fup eller fakta, Mette Frederiksen?

Annonce

Debat: Statsminister Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget, var ikke blot en tale til tingets medlemmer, men også en tale til hele det danske folk. En politisk tale, der lovede meget, men fattig på konkrete bud på, hvordan de mange valgløfter skal indfries. Og på trods af hendes løfter om bedre uddannelse, sundhed og pleje, var løfterne ikke ledsaget af konkrete løsningsforslag. I løbet af den lange tale fokuserede hun på en lang række samfundsproblemer blandt andet stressede sygeplejersker, langsommeligt politi og jammerligt skattevæsen, men returnerede 34 gange til ordet tillid. Med en dyster tone påstod hun, at ”tilliden slår revner”. Og hvor har hun ret! Tilliden mellem vælgerne og politikerne er på vågeblus. Men det var vist ikke det, hun tænkte på. Det hun påstod var, at danskernes tillid til hinanden er svækket, og at vi stoler mindre på hinanden end tidligere. På Folketingets åbningsdag sad den måbende danske befolkning og lyttede, mens landets statsminister og førstedame stod og talte Danmark ned, ned, ned - og i uoverensstemmelse med sandheden, ”mens statsministertoget drønede forbi ARNE”, der troede at det var hans tur! Sagen er nemlig, at den nyeste forskning viser, at danskernes tillid til hinanden er steget fra 52,7 procent i 1955 til 77,4 procent i 2017 (European Values Study 1017 ), hvilket afslører statsminsterens uvidenhed eller forsøg på at manipulere med det danske folk. Det skaber ikke just tillid til den nye statsminister. Og det på trods af delkonklusionerne i forskningsresultaterne, der viser, at folk et højere uddannelsesniveau og homogene boligområder skaber højere tillid, mens et lavere uddannelsesniveau, blandede etniske boligområder og folk med indvandrerbaggrund trækker i modsat retning. Med en omskrivning Poul Nyrups kliché ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”, stiller hun elegant det retoriske spørgsmål ”Kan vi ikke finde en bedre balance?” Jo, det kan sagtens, hvis Mette Frederiksen finder en bedre balance mellem Fup og Fakta, når hun står på Folketingets talerstol.

Ib Randrup. Pressefoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.