Annonce
Danmark

Finansloven: Efter nytår skal en pakke cigaretter koste 55 kroner

Prisen på cigaretter stiger efter nytår og vil i fremtiden lande på 60 kroner. Arkivfoto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Der er flertal i Folketinget for at øge prisen på cigaretter, som rød blok mener skal koste 60 kroner i 2022.
Annonce

Regeringen og de øvrige partier er enige om at øge priserne på en pakke cigaretter, så prisen stiger til 60 kroner i 2022.

Til næste år stiger prisen til 55 kroner. Det fremgår af finansloven for næste år, som er indgået sent mandag aften efter lange forhandlinger.

- Prisen på cigaretter kommer til at stige. De sættes op til 55 kroner i første omgang og så bliver det 60 kroner, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Prisen på cigaretter var et rygende varmt emne i valgkampen, hvor en række partier gik til valg på at øge prisen. Socialdemokratiet ville dog ikke lægge sig fast på, hvor meget prisen skulle øges, men det ligger altså nu fast.

I stedet har regeringspartiet talt varmt for at bruge andre initiativer til at få folk til at stoppe med at ryge.

Nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) foreslog kun at gøre det dyrere for unge at ryge, men den strøtanke droppede hun, da der viste sig at være flertal for at hæve priserne for alle.

Under en debat i valgkampen stod det klart, at folketingspartierne mente, at en pakke cigaretter skulle koste mellem 50 og 90 kroner.

For De Radikale er 60 kroner et minimum.

- Cigaretterne kommer til at koste 60 kroner for en pakke, men man kommer i et par år til at slippe fem kroner billigere, det er det kompromis, der er nået.

- Vi kommer op på de 60 kroner, som vi synes er et minimum, siger politisk leder Morten Østergaard (R).

Efter at Norge satte prisen på en pakke cigaretter op til 90 kroner, formåede man at sænke antallet af unge rygere drastisk.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?