Annonce
Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig.
Annonce

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til.

Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa.

Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem.

Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det.

Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen.

Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg?

Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Chefredaktør Søren Egebjerg Pedersen. Foto: Morten Stricker
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Holstebro

Tvis skal vokse ud mod motorvejen

Annonce
Leder For abonnenter

Hvad gemmer der sig mere

Vi danskere har gennem mange år været særdeles tilfredse med at se vort land stå blandt de øverste, når der laves lister over hvor lidt korruption og svindel, der foregår i landet. Ja, vi har brystet os af, at det stort set ikke forekommer - i hvert tilfælde ikke når vi sammenligner os med en række andre lande. Men smilet bliver noget anstrengt i denne tid, når vi præsenteres for den ene sag efter den anden, hvor det drejer sig om millioner, der er svindlet for i det offentlige. ja, vi har jo Britta-sagen, som afslørede en stor brist i sikkerheden og kontrollen, og hvor det var alt for let at hive alle de penge ud af systemet, som hun ønskede. Nu er vi så præsenteret for svindel i Forsvarets Ejendomstyrelse, hvor private leverandører for at få del i de store bestillinger i forsvaret har medvirket til, at ansatte har kunnet købe ind til privatboligen ved, at man betalte ekstra meget for de offentlige ydelser, og så kunne de ansatte bruge forskellen efter forgodtbefindende. Utroligt at sådan en åbenlys svindel har kunnet køre i årevis, når så mange har været involveret, og at der ikke er nogen, der har reageret tidligere, end det så skete nu. Nu er Dansk Folkeparti jo ikke en offentlig institution, men det er alligevel offentlige penge, der i forbindelse med Morten Messerschmidt og EU tilsyneladende også er svindlet med. Sagen er ikke afgjort endnu, så man skal vare sig med at dømme folk. Men det ser ikke godt ud for partiet ud fra det, der er kommet frem indtil nu. Så er det man spørger sig selv. Er der meget mere af den slags svindel i de store offentlige kasser? Er kontrollen for ringe, og tilliden for stor? Det kan ikke gå for hurtigt med at få kulegravet området, og om der ligger sig flere eksempler af disse millionsvindler liggende skjult. Den almindelige skatteyder kan ikke være tjent med, at pengene tilsyneladende kan fosse ud af systemet nogle steder, uden man får det for skattekroner, som vi betaler dem til. Her gælder ingen partifarve. Alle i Folketinget har kun den samme interesse. Det her skal bringes til ophør.