Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig.

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til.

Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa.

Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem.

Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det.

Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen.

Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg?

Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce
Chefredaktør Søren Egebjerg Pedersen. Foto: Morten Stricker
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.