Annonce
Erhverv

Tirpitz er på samme tid diskret og umulig at overse

Bunkeren Tirpitz, som museet tager navn fra, ligger synlig fra vejen. Før når man kommer rundt om bunkeren, ser man museet, der ligger skåret ned i landskabet. PR-foto: Rasmus Hjortshøj
Allerede før åbningen, beskrev CNN det nye museum Tirpitz blandt ny arkitektur, man skulle se i 2017. Siden da har den store omtale trukket hundredtusindvis af gæster til museet.
Annonce

Når man trækker ind på parkeringspladsen ved Tirpitz, ser man ikke museet. Først når man til fods runder den store kanonbunker, som museet er opkaldt efter, åbenbarer det nye museumsbyggeri sig. Tirpitz slår sig som revner i klitterne, som om arkitekt Bjarke Ingels har lagt to dybe snit i landskabet med en skalpel og nu er ved at løfte de skårede hjørner op, som om man klemmer en bagt kartoffel med fingrene

I centrum er der et lille cafémiljø ved siden af indgangen, hvor sommergæsterne kan nyde en kop kaffe. Det er også her, tusindvis af mennesker har måttet væbne sig med tålmodighed. Det nyåbnede Tirpitz har været så populært, at museets gæster på tredje sæson stadig oplever fulde huse, og så er der intet andet for end at vente på, at nogen forlader museet.

Når museets tagkonstruktion bogstaveligt talt løfter sig op fra landskabet, betyder det også, at man kan kigge direkte ned i museets udstillingsrum. De høje glaspassager, der leder ind til midten af museet, åbner for masser af dagslys og nysgerrige blikke på, hvad man om lidt skal opleve. Det har stillet særlige krav til de hollandske udstillingsdesignere Tinker Imagineers. Her er færre vægge at gemme ledninger i, her er indfald af dagslys, der er hårdt ved historiske genstande, og det har været et krav, at udstillingerne skal kunne betragtes fra oven og stadig se appetitlige ud.

Leder af Tirpitz, Helle Ølgaard, fortæller, at der var to centrale krav til arkitekterne bag byggeriet.

- Vi ville helst have et museum, der var usynligt i landskabet, og det skulle have fire udstillingsrum, som var fleksible, så udstillingerne blev designet til rummene og ikke omvendt. Udstillingerne opdateres og skiftes ud, men museet skal også stå der om 100 år, siger hun.

Tirpitz

Tirpitz er oprindeligt en tysk kanonstilling fra 2. verdenskrig. Selve kanonen blev aldrig monteret.

Museum Tirpitz blev udvidet med det nye museum, der er tegnet af Bjarke Ingels Group. Med udstillingerne kostede museet cirka 150 millioner kroner. Det nye og meget præmierede museum slog dørene op den 29. juni 2017.

I de første 12 måneder besøgte 300.000 mennesker museet. Fremover forventer museet 200.000 gæster årligt. Før åbningen forventede man 100.000.

CNN omtalte museet allerede før åbningen, og åbningen af museet modtog en massiv pressedækning.

Tirpitz har blandt andet vundet den store amerikanske arkitekturpris 2019 Institute Awards for Architecture, der uddeles af American Institute of Architecture.

I samspil med naturen

Missionen er lykkedes, så vidt at man ikke mødes af et stort byggeri, der ses på lang afstand, men samtidig er idéen i arkitekturen så unik og veludført, at det har givet masser af medieomtale, og gæsterne er strømmet til i stor stil.

- Det er ikke, fordi vi gerne vil have et usynligt museum, men vi vil gerne være ydmyge over for naturen. Nogle gange ser man, at der står en stor mastodont ude i ingenting, hvor man kan blive uenige om, om det overhovedet passer ind. Vi ville bevare den smukke natur.

Museet er bygget på et menneskeskabt plateau ved siden af bunkeren. Plateauet blev anlagt til skinner under anden verdenskrig og skulle være ankomststation for de enorme kanonrør, der grundet krigens afslutning aldrig blev monteret på bunkeren. Det menneskeskabte plateau var en af forudsætningerne for, at museet overhovedet kunne bygges. De omkringliggende klitter er fredet natur, men netop fordi plateauet i forvejen blev anlagt af mennesker, fik man lov til at bygge museet her.

I form og materialer er det museum tegnet til at leve i dialog med den gamle bunker. Bunkeren er skabt af tre meter tykke vægge i armeret beton. Museets beton er støbt på stedet, og stål går igen både som beklædning af gulve og trapper og som et omrids af museets eksterne konturer, der er beklædt i rustrødt stål. Indvendig er der brugt fyrretræ, som også omgiver museet.

- Bjarke Ingels har taget udgangspunkt i bunkerens materialer, og han har taget højde for, at bunkeren står som en mastodont-krigsmaskine, som på ingen måde byder nogen velkommen. Man kan hverken se ind eller ud af den. Men med de samme materialer har han forsøgt at skabe det modsatte udtryk i museet. Man går ind i gårdhaven, hvor tagene løfter sig til alle sider og giver et kig ned i udstillingerne, der gør, at man føler sig velkommen, siger Helle Ølgaard.

Nok er lysindfaldet svært at arbejde med, når man designer historiske udstillinger, men det har været en selvstændig pointe, at udstillingerne får naturligt lys. Det tjener som en kontrast, når museets gæster bevæger sig fra husets lyse udstillinger til den mørke, fugtige og kolde bunker.

- Vi har insisteret på, at vi ville have dagslys ind, fordi det gør noget ved rummet. Mange museer gør det modsatte, fordi historiske genstande sjældent tåler dagslys, og fordi det er nemmere at bygge en udstilling op, når man selv styrer lyset. Jeg tror ikke, vores fire udstillingsrum havde været så behagelige at være i, hvis der ikke havde været dagslys, siger Helle Ølgaard.

Glasvæggene omkring husets indgangsparti lukker sollys ned i udstillingerne. Arkivfoto: Annett Bruhn
Indendig bruges der stål på mange overflader som en dialog til den stålarmerede bunker. Arkivfoto: Annett Bruhn
De to snit i landskabet giver lange glaspassager. Arkivfoto: Annett Bruhn
Tirpitz. PR-foto: Rasmus Hjortshøj
Museets gæster får en forsmag på husets udstillinger, da de kan se direkte ned i museet, før de kommer ind. PR-foto: Rasmus Hjortshøj
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?