Annonce
Læserbrev

Toftum Bjerge. En nybyggers historie

Annonce

Debat: En eller anden sommer for snart halvfjerds år siden har min far sikkert stået og betragtet Nissum Bredning oppe fra udsigtspunktet ved Jeppes Led – og tænkt, at Toftum Bjerge var der dejligste sted på jorden.

Han var kommet op fra Børkop-egnen for at studere på seminariet i Nørre Nissum, og Limfjordens natur og mennesker blev for ham ensbetydende med den intense lykkefølelse, som mange unge mennesker oplever, når voksenlivets muligheder åbner sig for dem. Cirka femten år senere havde han fået arbejde som lærer på Fyn, mine to storesøstre var kommet til verden, og familien begyndte at kigge efter sommerhus.

Valget faldt på ”Valodia”, en primitiv knaldhytte, der til gengæld lå på forreste parket i forhold til havudsigten ved Jeppes Led. Det var her, jeg kom til at tilbringe de fleste sommerferier i min barndom. Jeg gik i vandet med ’Madsens piger’ inde ved siden af, og hver dag gik jeg til campingpladsen eller den nyåbnede grillbar for at formøble den mønt, jeg havde fået om morgenen som is-penge.

Mine forældre blev skilt i 1979, og Valodia måtte sælges. Men da min far nogle år efter etablerede et nyt forhold, købte parret ”Pip op”, et lille, stråtækt murstenshus, hvis historie gik tilbage til længe før sommerhusbyggerierne, og som lå i den stik modsatte ende af Toftum, med kun et smalt stykke mark at krydse ned til landsbyen Humlum. Det var her, jeg som nybagt gymnasieelev kom på læseferie og diskuterede politik, fyldte glasset hver gang, jeg så mit snit til det, og gik de første kærestesorger væk i gruset på Barsidalsvej eller på de 62 trappetrin ned til stranden.

Sidst i 80’erne flyttede Far til Herning-egnen, og Pip op blev solgt. Men kort efter begyndte han hvert år at leje et større hus i Toftum for hele sommerferien, så børn og børnebørn fra de nu sammenbragte familier kunne dukke op i den orden, der passede dem bedst. Det kom der mange mindeværdige og logistisk udfordrende arrangementer ud af. Mine storesøstre, der nu havde mindre børn, var mere eller mindre fast inventar igennem alle ugerne, mens mit eget storbyberusede studenterliv kun levnede mig få dage at afse til familieidyl.

Efterhånden faldt min fars kærlighed på et hus, som han nu har lejet i så lang en årrække, at det er blevet en genkommende udfordring at forklare familiens yngste, at ”Bedstefars hus” ikke virkelig er bedstefars.

Det ligger helt ude på skrænten over de skummende bølger, på Toftum Bjerges højeste udsigtspunkt, der i min barndoms lange sommerdage var en et ganske fancy sted fyldt med tyskere, parkerede biler og den berømte ”Købmanden på toppen” – men som i dag virker lige så afdanket og afslappende som resten af området. Det var her, min kones vidt udspilede badedragt blev årets samtaleemne, da vi gik i vandet under hedebølgen i 2003. I sommerferierne herefter blev det naturligvis os, der udgjorde det faste omdrejningspunkt igennem alle ugerne i Bedstefars hus, og min søn har nu kravlet rundt på de samme halsbrækkende skråninger, som jeg selv kravlede rundt på engang.

I 2011 købte min yngste storesøster og hendes mand et flot toetagers murstenshus cirka midt i området, og familien rådede nu pludselig over to baser at transportere lommelygter og bag-in-a-box-vin rundt imellem. Hermed fik min søsters sommerhusdrømmerier omsider en ende.

Men min far og min kone har igennem årtier været mindst lige så hårdkogte sommerhusshoppere, og de har til enhver tid kunnet opdatere hinanden i, hvad der netop nu var blevet udbudt til salg (om det for eksempel var ”det lille på Tværvej” eller ”det dyre på Gl. Studevej”). Læseren kan nok forestille sig, hvordan en sådan diskurs efterhånden har ført til en del rundvisninger og lige så mange skuffende reaktioner fra min side.

Men i 2019 kom jeg pludselig til at sige ja, og vi er nu blevet ejere af det skønneste gule træhus, denne gang beliggende i den modsatte ende i forhold til stranden, ned imod landevejen Struer-Lemvig og uden skyggen af udsigt - men til gengæld med masser af læ, en prioritering, der godt kan give mening for den, der kender betydningen af en dårlig sommer ved Limfjorden.

Så her sidder jeg nu ved spisebordet og har rundet de halvtreds, cirka lige langt fra Pip op, Bedstefars hus, Valodia og det udsigtspunkt ved Jeppes Led, hvor min far engang som ung må have stået og ladet blikket vandre - fra Remmer Strand og Nissum, over Harboøre Tange i horisonten til Thyholm og den dejlige Oddesundbro.

Selv i en accelereret modernitet kan visse ting stadig give mening, og nogle kabaler alligevel gå op …

"En eller anden sommer for snart halvfjerds år siden har min far sikkert stået og betragtet Nissum Bredning oppe fra udsigtspunktet..." Foto: Jørgen Dalsgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Leder For abonnenter

Mellem to onder

Skal man være mest glad for Politiets Efterretningstjeneste, der med en storstilet aktion onsdag anholdte 20 personer, som det mistænker for at have forsøgt at skaffe sprængstoffer og våben til brug for en ikke nærmere defineret terroraktion? Eller skal man være mere bekymret over, at der stadig findes radikale grupperinger, der bor mellem alle os andre - i det her tilfælde islamister - der er klar til at bruge terror som våben? Svaret er nok, at man både skal være glad for PET og bekymret over de radikale grupperinger. PET og Politiet får med rette megen ros for at have stoppet et muligt terrorangreb. Og som operativ chef i PET Flemming Drejer siger: "Vi skal ikke lade os kue af terror. Vi skal leve vores liv normalt". Det er naturligvis rigtigt. Men det er stadig vanskeligt ikke at vågne en anelse mere bekymret op i disse dage. Det er desværre ikke den første sag om støtte til eller forsøg på at begå islamistisk terror, som vi ser her i landet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at den har grene ud til adskillige politikredse, og at de radikaliserede miljøer derfor ikke "kun" er et storbyfænomen. Lige så afskyelig terroren er, lige så komplekst er det at bekæmpe den, fordi den begås af fanatikere, der ganske enkelt er uden for pædagogisk rækkevidde. Gerningsmændene ønsker ofte bare at se de vestlige frihedsværdier gå op i en sky af røg fra et bombebælte. Modsvaret bliver ofte fakkeloptog og fællessang, som ingen terrorister eller fanatikere frygter - eller måske endnu værre; flere muligheder for at politiet kan overvåge os alle sammen. Senest er debatten om at brugen af kameraer med ansigtsgenkendelse dukket op, som politiet ønsker blandt andet med baggrund i terrortruslen. Ønsket er sådan set forståeligt. Og hvem vil ikke gerne forhindre terror? Men hver gang vi skærper myndighedernes mulighed for at overvåge ikke bare potentielle terrorister men os alle sammen, får vi også alle indskrænket lidt af vores frihed i forsøget på at bevare den. Terror skal naturligvis bekæmpes. Men midlerne vil altid blive valg mellem to eller flere onder.