Danmark

Uffe Ellemann om formandspost: Til tider ensomt og hårdt

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Uffe Ellemann-Jensen er pavestolt over sin søns nye formandsrolle i Venstre, men han er også bekymret som far.
Annonce

Imens Jakob Ellemann-Jensen blev badet i blå konfetti, der regnede ned fra loftet i Herning Kongrescenter til Venstres ekstraordinære landsmøde, stod faren Uffe Ellemann-Jensen og så til på nært hold med en stolt mine.

45-årige Jakob Ellemann-Jensen er valgt som Venstres nye formand, og Uffe Ellemann-Jensen er "pavestolt" over sin søns nye rolle. Men som far er han også en smule bekymret.

- Det er jo en fantastisk oplevelse. Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke indrømmer, at jeg er pavestolt.

- Men samtidig er jeg som far lidt bekymret, fordi det er en meget hård post. Til tider kan det også være en meget ensom post. Der kræves det, at man har hjemmefronten i orden, og det har han heldigvis, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann-Jensen følger altså i sin fars fodspor. Uffe Ellemann-Jensen var formand i Venstre fra 1984 til 1998 og udenrigsminister fra 1982 til 1993.

For mange år siden lå det dog ikke i kortene, at sønnen skulle gå samme vej.

- Jeg har set, hvad det kan gøre ved familien. Det vil jeg hverken byde mig selv eller min familie, sagde Jakob Ellemann-Jensen ifølge Berlingske angiveligt til sin farmor som 19-årig.

Uffe Ellemann-Jensen har talt med sønnen om, hvordan der til tider også er en del modvind som formand.

- Det eneste jeg vil røbe, det er, at jeg har sagt: "Husk nu at være dig selv, og du skal kunne se dig selv i spejlet hver morgen", siger han.

Han vil dog ikke blande sig alt for meget i, hvordan sønnen skal lede partiet.

- Det har han selv beskrevet så glimrende, så det vil jeg ikke prøve at lave bessermachen på.

- Gamle formænd og farmænd skal ses og ikke høres, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Om han alligevel har rådgivet Jakob Ellemann-Jensen om, hvordan man styrer et parti udenom de netop overståede kaotiske uger i partiet, vil han ikke røbe. Men han har opskriften klar.

- Ja, hvis nogen spørger, siger han.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Det er med at komme i gang

I både Holstebro og Lemvig kommuner har sundhedshuse været en vigtig del af dagsordenen de seneste år, ikke mindst fordi sygehuset i Gødstrup ligger langt væk, og der skal være nære sundhedstilbud. Samtidig gør situationen omkring de praktiserende læger det nødvendigt, at der nytænkes. Den tid er forbi, hvor der sidder en enkelt læge i en enkelt praksis. Ja, det går så længe, de nuværende læger fortsætter. Men når de stopper, kan de umuligt skille sig af med deres praksis, fordi ingen nye læger vil sidde alene. Derfor er det en god idé med et godt fagligt klima med flere praktiserende læger og gerne i et miljø, hvor der er mange andre sundhedsfaglige ekspertiser. Det har været naturligt at diskutere disse ting i Holstebro og Lemvig, fordi man enten har et forhenværende eller snart får et forhenværende sygehus, og man derfor i forvejen har en dialog med regionen omkring disse ting. Struer Kommune er vel mest sammenlignelig med Lemvig, når vi taler kommunestørrelse, og som vi har kunnet læse i aviserne i sidste uge, så er der også her akutte udfordringer med at få besat lægepraksis. I søndagsavisen blev regionen spurgt til udfordringen, og her var opfordringen, at man i Struer snarest får sat sig sammen, så man netop kan skabe sådan et sundhedshus med flerlægepraksis, så man får skabt det miljø, der skal til, for at man bevarer de sundhedsfaglige tilbud i byen. OK, der er ikke så langt til Holstebro fra Struer, som der er fra Lemvig. Men alligevel er det vigtigt for købstaden, at man bevarer disse tilbud "hjemme". Derfor må kommunen hurtigst muligt tage initiativ til at følge opfordringen fra regionen. Få de praktiserende læger og regionen engageret i at finde sådan et sted, hvor der kan skabes et sundhedscenter, og få diskuteret, hvad der kan være i det af kommunale, regionale og private initiativer. Og det er med at komme i gang. Erfaringen viser, at det tager rigtig lang tid både at finde samarbejdet, indholdet, men så sandelig også en finansiering, hvor det kræver store investeringer på flere års budgetter, før man har et økonomisk grundlag. Og så skal regionen også overbevises om, at der skal findes penge. Det tager også tid.