Læserbrev

Ulven. Får er omvandrende madpakker

Debat: Fornylig blev vi igen vidne til at ulv (hvis det er ulv) kom ind i en fårefold og dræbte nogle får. Frygteligt for landmanden for 3. gang at opleve det, og det kunne have været undgået.

Allerede i 2014 kom forvaltningsplanen for ulv og ved denne lejlighed blev der sendt besked ud til samtlige fåreavlere i ulveområdet, at det var forventeligt, at ulve ville tage får. Derfor overrasker det ikke nogen, at det er sket igen. Det må man forvente når man bor i ulvezonen.

Når man ved det, så er det nogens ansvar, at ulven ikke kommer ind til fårene. Der er to muligheder: Enten sætter man hegn op i ulvezonen der virker. Vi ved fra Tyskland, at rovdyrafvisende hegn gør det. Hvis ikke der kan sættes ordentlige hegn op, fordi det er afpudsning af marker, så skal får slet ikke forekomme i områder med ulv. Ulven er totalfredet og står i Habitatsdirektivet som bilag IV dyr og er totalfredet, med god grund.

Der er nogle der har ansvaret fo,r at der er sket angreb igen, og for at slå det fast med syvtommersøm, så er det ALDRIG ulvens ansvar. Den er et dyr, der styres af instinkter, og får er omvandrende madpakker, der er blevet så indavlet, at deres naturlige flugtinstinkter er blevet afløst af adfærd, hvor de klumper sig sammen. Dette er ikke hensigtsmæssigt i forhold til rovdyr.

Som reglerne er i dag kan man få tilskud til at sætte ulvesikkert hegn op, og det skal laves om til, at man som fåreavler kan få hele sin udgift til hegn dækket. Hvis det er umuligt med hegn, skal der ikke forefindes får.

Naturstyrelsen skal meget mere håndfast stille krav til de landmænd, der lejer statens arealer, og hvis kravet om hegn ikke overholdes, så ingen erstatning. Vi har som forening været ude og tjekke hegn flere gange, og det er stadig visse steder ganske uacceptabelt, at de ikke bliver vedligeholdt i ulvezonen. Måske skal der laves en brigade, der kan hjælpe med at holde undertråden fri af vegetation, måske skal der lægges plastik, så der ingen vegetation er. Ulve kravler som regel under hegn fremfor at hoppe over.

I stedet for som der står i en pressemeddelelse fra Dansk fåreavl fra 2017, at det skal være muligt at skyde en ulv, der går på får, så skal der findes andre løsninger i Dansk fåreavl. Hvor har I været i forhold til de landmænd, der har haft brug for hjælp ved angreb på deres dyr? Kom med nogle konstruktive forslag til jeres medlemmer og støt dem i deres kamp for dækning af udgifter til hegn.

Hvis Naturstyrelsen ikke kan overholde beskyttelsen af ulven, som de er forpligtet ved at stille krav til landmændene, så må Miljøstyrelsen på banen. Der må rettes henvendelse til dem om at sørge for at overholde lovgivningen omkring et fredet dyr.

I sidste ende er det Miljøministeren, der bliver kontaktet og EU, hvis politikerne heller ikke vil overholde gældende lovgivning.

Vi skal finde fælles fodslag i en verden, der har forandret sig, fordi der er kommet et dyr tilbage, som har været væk i 200 år. Det er ikke et dyr, vi ikke kan leve uden, men den er en del af den danske fauna og hører hjemme her. Vi må finde ud af at leve med den, vi har råd til det i nutidens Danmark, og landbruget skal være imødekommende overfor folk, der gerne vil naturen. Vi skatteydere skal støtte økonomisk, så ingen skal gå fra hus og hjem på grund af ulv. Det er en gave til Danmarks natur, at ulven er her, og så må vi løse de problemer, nogle folk har med den uden at skyde. Det er ingen mulighed.

Så kan vi diskutere problemulve, når sådan nogle dukker op. Indtil videre er problemerne skabt af mennesker, der intet ansvar har taget.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.