Annonce
Indland

Undersøgelse: Børn med handicap står uden for fællesskabet

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Det står skidt til med inklusionen af børn med fysiske og psykiske handicap i folkeskolen, viser undersøgelse.
Annonce

Inklusionen af børn med psykiske og fysiske handicap i skolen halter.

Således svarer 45 procent af børnenes forældre i en spørgeskemaundersøgelse, at deres barn ikke trives i skolen.

Omtrent samme andel – 46 procent – svarer derudover, at deres børn "i lav grad" eller "slet ikke" deltager i sociale fællesskaber i fritiden.

Det kunne eksempelvis være samvær med venner eller deltagelse i fødselsdage og lignende arrangementer.

- Undersøgelsens konklusioner er desværre ikke synderligt overraskende, siger Janne Hedegaard Hansen, centerchef ved Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge, til Kristeligt Dagblad.

Hun har i årevis forsket i inklusion og udvikling af inkluderende skoler.

- På trods af et øget fokus på inklusion er mange skoler endnu ikke lykkedes med at løse opgaven med at skabe klassefællesskaber med plads til mangfoldighed. Og når vi ikke er lykkedes med det, er det klart, at de børn – som ikke er som de fleste – kommer til at opleve mistrivsel, siger hun.

Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført af Danske Handicaporganisationer i anledning af FN's internationale handicapdag.

I undersøgelsen har 1197 forældre til børn med forskellige handicap deltaget, og knap 1000 personer har i gennemsnit besvaret hvert enkelt spørgsmål.

Langt størstedelen er forældre til børn med adhd og autisme, der går i en almindelig folkeskoleklasse.

Det var ellers blandt andet børn med disse diagnoser, som den såkaldte inklusionslov i 2012 havde til formål at integrere i almindelige folkeskoleklasser frem for at sende dem i specialklasser som hidtil.

Dengang var målsætningen, at 96 procent af alle skolebørn skulle gå i en normal klasse – i praksis betød det, at cirka 10.000 børn skulle overgå fra et specialundervisningstilbud til almindelig undervisning.

Forventningen fra politisk side var, at inklusionen skulle sikre elever med særlige behov en større faglig udvikling samt et stærkere socialt fællesskab.

I Danske Handicaporganisationer mener formand Thorkild Olesen, at spørgeskemaundersøgelsen viser, at problemet med børn med handicap, der mistrives i skolen "er større end, vi hidtil har troet".

- Jeg tror som udgangspunkt, at alle forældre gerne vil inklusion og mener, at målsætningen om øget inklusion er rigtig.

- Problemet er derfor snarere den manglende viden om handicap og de reaktioner, der kan komme fra et barn med eksempelvis adhd, siger han til Kristeligt Dagblad.

- Lærerne har ikke tilstrækkelig viden, og det har forældrene heller ikke.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Galleri: Jul på herregården

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg er sgu nok blevet en smule sentimental

For nylig sad jeg på Kaffeladen på Store Torv i Holstebro og drak en kop kaffe sammen med min bedre halvdel. Jeg fortalte engageret om bygningens fortid, om Karoline og om dengang. Hun lyttede tålmodigt, men som nylig tilflytter med opvækst i Sønderjylland råder hun kun over påtaget interesse for mine nostalgiske fortællinger om, hvordan der engang var her. Det har jeg erkendt, om end jeg ikke helt har accepteret det problem, der muligvis er. Men det vender vi tilbage til. Jeg burde egentlig starte et helt andet sted. Hver gang jeg sætter mig til tasterne og skriver dette bidrag til søndagsavisen bliver jeg mindet om, hvor diffuse nyheder egentlig er. Jeg vil gerne tage afsæt i ugens mest interessante historie eller den historie, som har påvirket mig mest. Men det viser sig gang på gang svært at vælge. Hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad er vigtigst? Et britisk valg, terror, svindel i det offentlige eller noget helt fjerde? Der er ingen tvivl om, at onsdagens nyhed om de mange terroranholdelser er en sag, som havde potentiale til at trumfe det hele. Noget vi alle ville huske i årevis - måske resten af livet. Hvis det ikke lige var fordi, samfundet fungerede og greb ind. Det bedste våben mod terroristerne er at lade livet gå uanfægtet videre, og forhåbentligt kan vi alle snart arkivere den sag som en lille del af den konstante terrortrussel, vi efterhånden har vænnet os til. Men går det også sådan med sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse? Eller historien fra vores egne rækker om Vinderup Avis, som desværre lukker i næste uge? Bliver alt hverdag, når det sker ofte nok? Indimellem er det nødvendigt at træde et skridt tilbage, hvis man skal se samfundet rigtigt. Over en årrække ændrer noget sig gradvist, og pludselig er det ikke til at kende igen. Og så er det, at sentimentale tosser som jeg et øjeblik kan finde glæde ved at tænke tilbage på, hvordan det var, dengang det hele stadig var godt. Jeg er alt for glad for og afhængig af moderne teknologi og en høj mental puls i hverdagen til for alvor at ønske mig tilbage i tiden. Men jeg har bemærket en tendens til, at jeg oftere og oftere nyder at stikke en tur ind i fortiden for at finde lidt ro. Og det er her problemet fra indledningen risikerer at opstå. For min fortid er i Holstebro, hvor jeg har rigtig mange historier og minder fra, som jeg gerne dyrker. Og jeg har al mulig forståelse for, at det for en eksil-sønderjyde kan være belastende. Også selv om hun er langt bedre til at interessere sig for mine tilbageblik, end jeg er til at vise selv påtaget interesse for hendes fortællinger fra grænselandet. I dagens avis kan du læse om Esben Gravgaard, som om nogen kender til at dvæle lidt ved fortiden for at forstå, hvem vi er i dag. Han kan alle historierne om dengang. Og han kan formidle dem, så man ikke behøver en påtaget interesse. Jeg blev ramt af hans kommentar om, at byen har ændret sig med en anden befolkningssammensætning, der ikke har den samme stedbundne følelse som tidligere. Jeg håber ikke, at han har ret. For det sker ganske ofte her i avisen, at jeg forfalder til nostalgi. Jeg er sikker på, at mine læsere også har en solid lokalhistorisk viden - og også sætter pris på et tilbageblik i ny og næ. Men udgivelsen her kommer vidt omkring. Og på nogle områder er der mentalt lige så langt fra Holstebro til Lemvig, som der er fra Nordvestjylland til grænsen. Kender man overhovedet Karoline i Thyborøn eller i Struer - eller i Holstebro, hvis man er under 40?