Annonce
Erhverv

Vadehavscentret er arkitektur i pagt med naturen

Vadehavscentret er tækket på tag og vægge. Det krævede 25.000 bundter tagrør af dække huset. PR-foto: Adam Mørk
Vadehavscentret er et opsigtsvækkende byggeri, der med tækket tag og vægge er det eneste af sin slags herhjemme. Huset med de enkle linjer er opført i pagt med naturen og Vadehavets kulturhistorie.
Annonce

Siger man, at den største kontrast mellem det gamle og nye Vadehavscenter er, at et af hovedgrebene i det nye Vadehavscenter er netop manglen på kontrast, tager man ikke helt fejl. Nok har huset stadig noget af sit gyldne skær i sig, når tagrørene rammes af solnedgangens varme stråler, men det meste af tiden er byggeriet på trods af en spektakulær idé et anonymt bekendtskab i det store landskab, indtil man kommer tæt på, hvor moderne byggeteknikker forenes med gammelt håndværk i en symfoni, som er fejret og beskrevet vidt og bredt.

At Vadehavscentret skulle falde i med landskabet, var vigtigt for juryen, der valgte vinderprojektet, fortæller leder af Vadehavscentret, Klaus Melbye.

- Vores gamle hus havde rødt tag, og det kunne jeg se fem kilometer ude på Vadehavet. Det lyste op. Nu falder Vadehavscentret fuldstændig i med landskabet. Der findes et gammelt frisisk udtryk, der siger, at man kan se en hare løbe i 14 dage. Marsken er flad som en pandekage. Bygningen er stadig ikonisk, men den er det på områdets præmisser, siger han.

Vadehavscentret

Det er det kendte arkitektfirma Dorte Mandrup Arkitekter, der har tegnet Vadehavscentret. Huset åbnede 2. februar 2017.

Bygningen er blandt andet beskrevet indgående i et bind af bogserien "Ny dansk arkitektur" af arkitekturkritiker og direktør for Arkitektens Forlag, Kristoffer Lindhardt Weiss.

Tre tækkefirmaer har brugt 25.000 bundter strå til det imponerende design, hvor en stor del af centrets vægge og tage er dækket af stråtag.

Efter ombygningen er antallet af årlige gæster firedoblet. Ledelsen forventer, at antallet stabiliserer sig omkring 80.000-90.000.

Vadehavscentret kalder sig selv "porten til Vadehavet". Husets formål er at formidle Vadehavets rige natur.

25.000 bundter tagrør

Vadehavscentret er tegnet af Dorte Mandrup, der er en af landets mest berømte arkitekter. Projektet omfatter en total ombygning af det eksisterende center samt tilføjelsen af nye bygninger. Byggeriets mest markante greb er det tækkede tag, som vikler sig om tagets udhæng og fortsætter ned af bygningens væg. Husets lange, rette linjer giver et enkelt udtryk i samhørighed med det flade landskabs horisontale linje.

- Taget skråner en smule, som giver huset ekstra spil. Det er enormt smukt. Det er på alle mulige måder marsken og Vadehavet værdig. Bygningen ligner et dige, og hvis du går ud i fyldgraven bag diget, står der tagrør. Marsken her har været et kæmpe vådområde, før det blev til marsk, og vi har masser af tagrør i området, så man har også brugt områdets byggematerialer.

Hvor man bruger omkring 3500 bundter tagrør til et normalt hus, er der brugt 25.000 til Vadehavscentret. I gamle dage lavede man løs tækning, fordi man tænkte, at vand hurtigere kunne løbe ud, når det havde regnet, men i moderne tækning strammer man tagrørene, så de skyr vandet. Derfor holder det moderne tækkede tag længere, fordi man har omkring otte centimeter luft mellem kassetten og tagrørene, der giver cirkulation og derved holder taget tørt. På Vadehavscentret er laget af tagrør mellem 30 og 80 centimeter tykt.

En del af vedligeholdelsen består i, at taget med mellemrum sprøjtes med saltvand. Det fungerer først og fremmest som brandsikring, men det har den sideeffekt, at det hæmmer væksten af mos, som man håber at kunne undgå, hvilket indtil videre er lykkedes.

- Du skal lige klappe huset

Mens Klaus Melbye viser rundt, må han træde forsigtigt gennem en gruppe fotografer og assistenter, som er i færd med at lave reklamefotografier for en tæppeproducent. Det er helt nyt for ham at få denne type forespørgsler, som han får en del af nu.

- Du skal lige klappe huset. Det er en dejlig, sanselig oplevelse, siger han.

De tagrørbeklædte sider af huset, der rammes af sollys, er patineret, så man ser en tydelig afmatning af farverne. På sydsiden er huset mere gråligt, mens de kroge, der aldrig ser sollys, bevarer den oprindelige gyldne farve.

Indenfor er museet holdt i lyst træ og beton, der farvemæssigt minder om en lys sandbund. Betonen er støbt i organiske former, der giver udstillingerne et let udtryk.

- Det gamle hus var bygget som en firelænget bondegård på 1100 kvadratmeter med 350 kvadratmeter udstilling, som var planchebaseret, fordi det var det, man kunne med økonomien.

I dag forholder det sig anderledes. Antallet af årlige besøgende er næsten firedoblet, og det giver Vadehavscentret økonomi til at udvikle sine udstillinger og formidlingsture ud i naturen. Klaus Melbye mener, at husets arkitektoniske værdier har en stor andel i fremgangen.

- Har det betydning, at du hører om Vadehavscentrets prisbelønnede arkitektur? Det tror jeg, og jeg synes, huset her har bevist det de sidste tre år. Det er min opfattelse, at smukhedskriteriet betyder noget for folk. Når noget er smukt, har man lyst til at se det. Der er ingen tvivl om, at Dorte Mandrups arkitektur betyder rigtigt meget.

Kronen på været er en installation, der giver beskueren en fornemmelse af sort sol. PR-foto: Adam Mørk
Dele af byggeriet er holdt i træ. PR-foto: Adam Mørk
Vadehavscentret. PR-foto: Adam Mørk
PR-foto: Adam Mørk
Arne Klüwer fra Gislev vandt sammen med to andre tækkefirmaer, Kim Andersen APS og Ruud Hemmed Tækkeforening, prisen for verdens bedste stråtag 2017. Arkivfoto: Simon Melbye Andersen
Den tækkede væg er et unikt bekendtskab. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Sløj ligestilling

Hvis man lige gik og troede, at det haltede gevaldigt med ligestillingen i de private virksomheder, så er det ikke noget imod ligestillingen i det kommunalpolitiske i Holstebro. Mændene er ikke bare flest med stor overvægt i byrådet. De sidder også tungt på syv af otte udvalgsformandsposter og endnu tungere på bestyrelsesposterne i de selskaber, som kommunen udpeger bestyrelsesmedlemmer til. I sidste uge kom Danmarks Statistik med en opgørelse, der viste, at 20 procent af bestyrelsesmedlemmerne i det private er kvinder. Det er bestemt ikke er imponerende. Men i forhold til i det kommunalpolitiske system er man da i det mindste kommet et stykke vej. Nu er det jo ikke nødvendigvis et problem, at der ikke sidder nogen kvinder i bestyrelsen i eksempelvis det fælleskommunale affaldsselskab Nomi4s eller flere for bordenden i diverse politiske udvalg, hvis det er fordi, kvinderne bare ikke har lyst - selv om flere af posterne også har en attraktiv økonomi. Det største problem er, at man risikerer at gå glip af en forfærdelig masse talent, hvis man ikke lader kvinderne komme mere i spil. Det handler bestemt ikke om, at der skal laves kvoter. Mange kvinder vil sandsynligvis frabede sig at blive valgt til en bestyrelse i det private erhvervsliv alene på grund af deres køn. Det samme gør sig formentlig gældende i den politiske verden. Kvinderne skal frem i køen, fordi de er kompetente, og fordi de bidrager positivt til en virksomhed. Også på bundlinjen. Når man ser på ligestillingen i den kommunalpolitiske verden, er der stadig et stort bjerg, der skal bestiges. Der er stadig en mur af mænd, der skal væltes af vejen. Der mangler både flere kvinder, der banker i bordet og siger, at nu er det nok og som kan inspirere andre. Og der mangler også en politisk kultur, hvor man sikrer sig, at det vitterligt også er den bedste m/k, der får jobbet - og ikke bare den bedste mand. Som kommunens eneste kvindelige bestyrelsesmedlem i et af de kommunale selskaber siger: "Det er et punkt, der ikke har fået så meget opmærksomhed, men det tror jeg, at det vil få i fremtiden." Mon ikke.